Som følge af, at der har været lukket ned for de fleste af aktiviteterne, så har PGU Pandrup besluttet at forlænge sæsonen for sin medlemmer, så den varer til og med 30. maj.
Desuden har foreningens fitness-afdeling allerede flyttet en del aktiviteter udendørs.
(Arkivfoto: PGU flyttede også sidste forår aktiviteter udendørs)

Tilbage til fællesskabet
– I DGI har de forskellige klubber debatteret, hvad man kunne gøre for medlemmerne efter denne vinter med nedlukning, og vi har i PGU besluttet, at vi forlænger sæsonen, så den varer maj måned ud, oplyser Anette Christiansen, formand for gymnastikudvalget i PGU.
– Der bliver ingen gymnastikopvisning, men vi håber at kunne samle gymnasterne på et tidspunkt til træning eller fællesspisning og andre aktiviteter, hvor vi kan få vores medlemmer tilbage til sammenholdet og fællesskabet, så de kan se hinanden igen, siger hun.

I gang uden for
Endnu har gymnastik, som jo har brug for redskaber og springgrav, ikke flyttet sin træning udendørs, men afventer enten bedre vejr og/eller tilladelse til aktiviteter indendørs.
PGU Fitness har allerede sin PGU Walker og PGU Runners i gang uden for, ligesom andre hold er i gang.
Du kan se hvilke hold, og hvordan du skal forholde dig her:

Udendørs træning – Holdtræning – Pgu Pandrup (pgu-pandrup.dk)