Forslaget til en lokalplan med byggeri af tæt/lave boliger i Degneloddet i Aabybros nordlige del har været i høring, og teknik- og miljøudvalget har lyttet til forslagene til ændringer for Degneloddet.

Imødekommer ønskerne
– Vi har rettet planen til, så den imødekommer langt de flest af de ønsker, der er kommet, siger Jens Chr. Golding, formand for teknik- og miljøudvalget.
Der er nu medtaget en grøn kile ind mod boligerne på Præsteageren, ligesom carportene nu må opføres i vejskel.
En anden ændring er, at der skal være en ekstra ind- og udkørsel til området, så man kan aflaste trafikken, og nu må der også opføres parcelhuse på arealet, oplyser Jens Chr. Golding.

Behov for mindre boliger
Det er ejeren af ejendommen Hovensvej 63, hvor også Børnenes Univers holder til, der har søgt om lov til at opføre boligerne på et grønt areal, som tilhører ejendommen.
Planen om at opføre tæt/lav bebyggelse falder i tråd med, at der i Aabybro også er et behov for flere mindre boliger, som egner sig til ældre, enlige eller mindre børnefamilier.

Bebyggelsesprocent på 40
I alt omfatter området cirka 9.000 kvadratmeter.
Til hver enkelt tæt-lav boligbebyggelse skal der som minimum være en grund på 250 kvadratmeter, og bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom fastsættes til 40.
Der må opføres byggeri i op til 2 etager med en total bygningshøjde på 8,5 meter.
Facadehøjden fastsættes til maksimalt 6,5 meter.
Ændringerne er sendt i høring i 14 dage regnet fra mandag 26. oktober hos de berørte parter.