Der er flere initiativer med stor betydning for Nordjylland i det udspil til en samlet infrastrukturplan frem mod 2035, som Regeringen præsenterede 8. april.
Regeringens udspil, ”Danmark fremad – Infrastrukturplan 2035”, skal nu forhandles med folketingets partier.
Nordjylland og resten af Danmark afventer derfor med spænding det brede politiske forlig, som forventes at falde på plads inden sommerferien

3. Limfjordsforbindelse
I Regeringens udspil indgår bl.a. tre centrale initiativer på mobilitetsområdet, som også er med i Regionsrådets egen Regionale Udviklingsstrategi 2020-2023.
Det gælder etablering af den 3. Limfjordsforbindelse ved Aalborg, hvilket vækker glæde hos et stort flertal i Regionsrådet, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
– Vi er meget glade for, at den 3. Limfjordsforbindelse over Egholm er med i Regeringens udspil. Nordjyderne og nordjysk erhvervsliv har ventet længe og har brug for sikkerhed for, at der handles nu. Den 3. Limfjordsforbindelse vil give et løft til udviklingen i hele Nordjylland. Vi vil arbejde for en hurtig igangsætning, for det vil tage mindst otte år, inden forbindelsen kan stå klar, siger Regionsrådets formand Ulla Astman.

Det nordjyske jernbanenet
På jernbanen ønsker Regeringen bl.a. at udbrede batteritog og etablere lade-infrastruktur til batteritog i Frederikshavn, Hjørring og Thisted. Et klimavenligt initiativ som imødeses med spænding i Nordjylland.
– Regeringens ønsker om en CO2-neutral statslig togtrafik går godt i spænd med de tanker og planer, vi i Regionsrådet har for den kollektive trafik. Jeg noterer mig, at Regeringen ønsker at udbrede batteritog og gennemføre elektrificering af strækningen Lindholm-Frederikshavn på en anden måde, der skal være både billigere og mere fleksibel. I Region Nordjylland vil vi fortsætte med at udvikle regionaltogstrafikken, og vi vil meget gerne i dialog om tankerne for jernbanen. Nordjyderne skal have både infrastruktur og tog, der sikrer et effektivt og miljøvenligt tilbud på jernbanen, siger Ulla Astman.

Hanstholm-Skive-Herning
Også mobilitet på vejnettet i den vestlige del af Nordjylland har gennem en lang årrække haft opmærksomhed i Regionsrådet.
Derfor er det positivt, at Regeringens udspil også har fokus på udvikling af den nordvestjyske livsnerve, hovedvej rute 26/34 fra Hanstholm over Mors til Skive og Herning.
– Vejforbindelsen på rute 26/34 Hanstholm-Skive-Herning har en vital betydning for udviklingen i området. Derfor er det glædeligt, at opgradering til øget kapacitet på dele af strækningen er med i udspillet. Det er af stor betydning for både erhvervsliv og borgere, siger Ulla Astman.
Desuden indgår en række initiativer i planen, hvor udmøntning i Nordjylland er en mulighed.
Det gælder f.eks., at regeringen sammen med trafikselskaberne vil se på muligheden for at igangsætte storskala-projekter til fremme af mobilitet i landets yderområder.
Det fremhæves i planen, at Region Nordjylland siden 2015 har haft ansvaret for regionaltogstrafik på den statslige strækning Skørping-Frederikshavn, og at der her er sket en stigning i trafikomfang, passagerantal og punktlighed.
Regeringen vil derfor forlænge aftalen med Region Nordjylland, så den foreløbigt rækker indtil 2030.

Regeringens forslag til infrastruktur-initiativer i Nordjylland:

  • Etablering af tredje Limfjordsforbindelse ved Aalborg.
  • Udbredelse af batteritog og dermed også elektrificering Lindholm-Frederikshavn på en anden, både billigere og mere fleksibel måde.
  • Øget kapacitet på Rute 26 mellem Sallingsund og Hanstholm, på Rute 34 mellem Haderup og Skive N samt ombygning af kryds ved Rute 11 og 26 ved Thisted.
  • Opgradering til 2+1 vej mellem Ålbæk og Skagen.
  • Lade-infrastruktur til batteritog i Hjørring, Frederikshavn og Thisted.
  • Mulige stationer, hvor der kan skabes mere liv: Sindal, Hjørring og Hobro.
  • Ladestandere til elbiler langs statsvejnettet.

Regeringens udspil ”Danmark fremad – Infrastrukturplan 2035” kan læses på Transportministeriets hjemmeside:
Danmark fremad – Infrastrukturplan 2035