Onsdag aften 5 august mellem kl. 22.00 of 24.00 havarerede formentlig en mindre rød personbil på motorvej E39 ved Vestbjerg.
Bilens fører samt vidner vil Nordjyllands Politi gerne tale med i forbindelse med en aktuel efterforskning af en brandsag.

Afkørsel ved Vestbjerg
Lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Henrik Staal, oplyser, at bilen holdt i nødsporet til det sydgående spor, syd for afkørsel 9 ved Vestbjerg. 
Føreren af bilen var ifølge politiets efterforskning en ældre kvinde.
Flere biler standsede for at yde hjælp, men da motorhjelmen blev åbnet, brød motorrummet i brand – og branden blev slukket med en pulverslukker.

Relaterer til brandstiftelse
– Vi ønsker kontakt til den røde bils fører, samt de vidner der hjalp til. Og også andre, der så den havarerede bil, siger Henrik Staal.
Han opfordrer til, at vidner straks retter henvendelse til nærmeste politi. 
Efterlysningen af vidner drejer sig om en sag om forsætlig brandstiftelse i Jerslev 5. august.
Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke udtale sig nærmere om sagen.