Særlig indsats værdsættes

– En særlig indsats for borgere med handicaps skal værdsættes. Derfor uddeler Handicaprådet i Jammerbugt Kommune hvert år en handicappris.

Med årets pris har Handicaprådet ønsket at anerkende en særlig indsats blandt mange indsatser, der bliver gjort for, at borgere med forskellige udfordringer kan mestre eget liv.

Mange med i opløbet

Der har været mange forskellige indsatser og fagligheder, som har været med i opløbet til årets handicappris. For Handicaprådet har det været afgørende at hædre en indsats, der har gjort en forskel for at øge eller bevare livskvaliteten for mennesker med et handicap – og dermed øge muligheden for at mestre eget liv.

Valget faldt derfor på Bostedet Poppelhuset, i Brovst, der er et kommunalt drevet bosted for borgere med medfødt hjerneskade og erhvervet hjerneskade og neurologiske lidelser.

Skaber en forandring

Bostedet Poppelhuset er blevet indstillet til prisen, fordi pårørende oplever det som en god oplevelse at komme i huset, fordi stedet er fyldt med omsorg, rummelighed og nærvær.

De pårørende oplever, at medarbejderne kan se muligheder i selv den mindste funktion og derigennem skaber en livsforandring for stedets beboere, som fortjener anerkendelse. Alle medarbejder og ledelse fortjener prisen for deres store indsats.

Årets handicappris er 5.000 kroner, en lille gave og et diplom