Aabybro IFs fodboldskole er traditionen tro skudt i gang, og ikke færre end godt 125 spillere er i fuld gang med driblinger, skud andre øvelser og kampe på Aabybro Stadion.
Miniskolen har 40 deltagere i alderen 5 til 7 år, mens den ældre gruppe, maxi, tæller 85 spillere.

Et godt tilbud
– Vi vil gerne give børnene et tilbud her i sommerferien. Klubben får ikke noget ud af det. Men vi giver vores medlemmer et tilbud og viser klubben frem for andre udefra, fortæller Michael Borup fra Aabybro IFs ungdomsudvalg om fodboldskolen, der arrangeres i samarbejde med DGI.
Hvert år deltager der nemlig også spillere, som ikke er medlemmer af klubben, men kommer fra omegnsbyerne, eller er på ferie hos bedsteforældrene i Aabybro og benytter lejligheden til at være med.

Skoles i foreningslivet
Trænerne er lokale drenge fra Aabybro IF samt nogle forældre.
– Vi har spillere fra vores U14 til U17 hold, som er trænere og assistenter, så de bliver skolet i foreningslivet. Det giver også udvikling og hår på brystet, at man får ansvaret for, at 15 spillere på 8 år får noget ud af fodboldskolen, fortæller Michael Borup.
– Men vi kan se, at også trænerne kan lide det. Omkring halvdelen er gengangere fra sidste år, og flere af dem har hjulpet til i nu fire år, siger Michael Borup.

Tøj til spillerne
Fodboldskolen varer til og med torsdag for mini-spillerne og til og med fredag for maxi-spillerne.
Spillerne får hvert deres spillersæt med trøje, shorts, strømper samt drikkedunk, ligesom der serveres sund frokost.