Brovst Hallen har i to dage midlertidigt fungeret som COVID-19-vaccinationscenter for borgere i Jammerbugt Kommune, som er en del af gruppe 2 i den nationale vaccinationsplan.
Det var +65 år borgere, som får både personlig og praktisk hjælp i hjemmet.

Lokalt er bedst
Og det var en succes med et lokalt center.
Derfor vil Jammerbugt Kommune prøve at få Region Nordjylland til at holde fast i dette koncept, så også den næste gruppe – gruppe 3 – i den nationale vaccinationsplan (85+-årige) også kan blive vaccineret lokalt i stedet for, at de skal tage turen til skal til et af de centrale vaccinationscentre i Aalborg, Hjørring eller Thisted.
– Vi arbejder selvfølgelig for en lokalt forankret vaccinationsindsats fremover og gør vores til at opnå dette i samarbejde med regionen. Det giver god mening for borgerne i Jammerbugt Kommune, da der kan være langt til de centralt beliggende centre, siger borgmester Mogens Chr. Gade.
– Vi tror, at det vil betyde, at flere borgere har mulighed for at tage imod tilbuddet om vaccination, og på den måde vil det være en langt bedre service over for særligt de mere sårbare grupper af borgere, forklarer Mogens Christen Gade.
(Se vaccinationsplanens grupper nederst i artiklen)

Ekstra vacciner
Onsdag 13. januar var første dag, hvor Brovst Hallen skulle stå sin prøve som vaccinationscenter for borgere i målgruppen, som havde booket tid. I alt 170 borgere var i løbet af onsdagen forbi centret for at blive vaccineret.
Ud af de 170 blev der vaccineret 155 borgere i gruppen +65 år, som får personlig og praktisk hjælp i hjemmet.
De resterende var medarbejdere fra Plejecenter Solbakken, som blev tilbudt at tage imod overskydende vaccine, så den ikke gik til spilde.
Det lykkedes nemlig lægerne, der vaccinerede, at trække ekstra vacciner ud af glassene, og dermed blev flere vaccineret, end først planlagt.
Efter den første dag stod en ny dag som vaccinationscenter for døren.
Torsdag 14. januar blev 160 borgere vaccineret, hvoraf 146 borgere var i gruppen +65 år, som får personlig og praktisk hjælp i hjemmet.
De resterende vaccinerede borgere var medarbejdere, da det igen viste sig, at der var lidt doser til overs, da dagen nåede sin ende.

To vellykkede dage
Dagene foregik planmæssigt og i god ro og orden. Der var en spirende glæde at spore blandt de fremmødte borgere, som havde bestilt en tid til vaccination. Håbet om en mere normal tilværelse igen var tydelig at fornemme – bl.a. dét at kunne se mere til sine nærmeste blev nævnt af flere af de fremmødte.
Alle de vaccinerede havde det fint bagefter.
Der var stor ros fra både borgere, pårørende og de mange, der i øvrigt var i spil med fx at transportere borgerne. Der blev givet udtryk for, at man syntes, det var et godt og professionelt set-up, hvor borgerne blev hjulpet igennem en svær situation. 
– Jeg er stolt over vores medarbejdere i Jammerbugt Kommune, som er gået professionelt og ansvarsfuldt til den her opgave og har løst den dygtigt og med en hjælpsom tilgang over for borgerne. Det var en god oplevelse at se glæden hos de fremmødte borgere, siger borgmester Mogens Christen Gade.
 Der vaccineres igen (andet stik) fredag 5. februar og lørdag 6. februar. Da man bookede en tid til første stik, fik man automatisk en tid til andet stik, som også kommer til at foregå i Brovst Hallen.

Med i næste runde
Efter de to dage med mulighed for at blive vaccineret lokalt i Brovst er der 150 borgere tilbage i gruppen i Jammerbugt Kommune, der mangler at blive vaccineret. De har fortsat mulighed for at blive vaccineret. Som udgangspunkt vil det dog være på et af regionens centrale vaccinationssteder – medmindre der træffes beslutning om at udvide muligheden for lokal vaccination.

Læs mere om COVID-19-vaccination på Region Nordjyllands side.

Borgere har mulighed for at blive vaccineret, når de modtager en invitation til at blive vaccineret i e-Boks eller som fysisk brev, hvis de er fritaget fra digital post.
Man skal bestille tid på forhånd på www.vacciner.dk.
Man kan ikke bestille tid, før man har fået besked i e-Boks eller pr. brev.
Har man modtaget en invitation til vaccination, men ikke har NemID, kan man få hjælp til at bestille tid ved at kontakte Region Nordjylland Corona-hotline på tlf. 97 64 84 83.

Oversigt over vaccinationsplanen per 13. januar
De pågældende borgere får besked i deres e-boks om, at de kan bestille tid, når deres runde vaccinationer går i gang.
Datoer for 2. stik gennemført på landsplan i kursiv

  • 1. Personer i plejebolig: 2. stik inden 7. februar.
  • 2. 65+ år, som modtager personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem: 2. stik inden 14. februar.
  • 3. Over 85 år: Inden 7. marts
  • 4. Frontpersonale: Inden 25. april
  • 5. Personer særligt øget risiko og udvalgte pårørende: 18. april
  • 6. Udvalgte pårørende til udsatte eller personer, der er uundværlig omsorgs- eller plejeperson: Inden 14. februar
  • 7. 80-85 årige: Inden 18. april
  • 8. 75-79 årige: Inden 9. maj
  • 9. 65-74 årige: Inden 16. maj
  • 10. Under 65 år i øget risiko: Inden 9. maj
  • 11. Personer i samfundskritiske jobs: Inden 9. maj
  • 12. Personer over 16/18 år: Inden 27. juni