(Foto: Poul Nymark)
For 4. år tager Race for Oceans turen langs Vestkysten for at skabe fokus på den stigende plastikforurening i havene.
Det sker med en stafet, hvor der indsamle plastaffald, og hvor deltagerne både får motion og oplever et fællesskab i den gode sags tjeneste, som understøtter FNs verdensmål 14 – Livet i havet.
Turen strækker sig fra Sylt til Skagen over 19 dage fra 13. maj til 22. juni.
Det er en rute på 456 kilometer, som er inddelt i 55 etaper, og undervejs vil eksperter fortælle om konsekvenserne af plastikforureningen i havene omkring os.

Vandt Verdensmålsprisen
Race for Oceans Stafetten 2022 blev til i samarbejde med Sol & Strand, Greentel, Miljøstyrelsen, BMW Danmark, Weltklasse reklame+pr, eFuture, Hjemhavn, Trac Trac og Fjallræven, samt lokale ildsjæle.
Initiativtager til eventen er Race for Oceans Foundation med formand Signe Simonsen i spidsen, der har en stor forkærlighed til havet, er tidligere elite-svømmer samt den første danske kvinde i The 7 Continent Marathon Club.
Hertil kommer en lille gruppe af frivillige ambassadører og dedikerede hjælpere, der sørger for, at stafetten kan gennemføres.
– Det er i år fjerde gang, at vi gennemfører Race for Oceans Stafetten, og jeg er helt overvældet af den store opbakning, vi møder overalt, siger Signe Simonsen.
– Siden vi vandt Verdensmålsprisen i 2020, er interessen for konceptet accelereret, både nationalt og globalt. Vi har i år valgt at skalere Race for Oceans Stafetten fra 10 til 19 dage, da der er brug for at skabe endnu mere fokus på udfordringen, siger hun.

Alle kan være med
– Det har været vigtigt i udviklingen af denne enestående event, at alle kan være med, uanset forudsætninger. Den stigende plastikforurening i havene omkring os vedrører os alle, hvorfor der også skal være noget for alle. Vi håber at så mange som muligt vil være en del af Race for Oceans Stafetten 2022, enten fysik eller heppe via de sociale medier.
Der vil på alle eventdage også blive arrangeret strandrensninger eller strandvandringer.
Disse planlægges i samarbejde med virksomheder, som arbejder for at gøre havplast til en ressource og organisationer, der belyser udfordringerne ved den stigende plastikforurening. Alle aktiviteter er gratis at deltage i.
Stafetten kommer til Nordjylland 2. juni.

Se programmet her:

  • Hanstholm til Thorup Strand – 2. juni
  • Thorup Strand til Slettestrand – 3. juni
  • Slettestrand til Blokhus Strand – 7. juni
  • Blokhus Strand til Løkken – 8. juni
  • Løkken til Lønstrup – 9. juni
  • Lønstrup til Hirtshals – 10. juni
  • Hirtshals til Gl. Skagen – 11. juni
  • Gl. Skagen til Grenen – 12. juni