Staten trækker sig fra retssag og retter sig efter kritik fra Jammerbugt

– Borgmester Mogens Chr. Gade (V) er glad for den nye udligningsreform mellem kommunerne, som blev præsenteret i dag, og han understreger, at reformen er langt bedre end det første udspil.
Og som sidegevinst til reformen, så har Staten opgivet at forsvare sig mod det sagsanlæg, som Jammerbugt Kommune har rejst, fordi den mener, at Statens udligningsmodel for udlændinge er forkert.

Knapt 36 mio. kr.
Udligningsreformen betyder, at Jammerbugt Kommune årligt vil modtage 35,8 mio. kr. mere i tilskud.
– Det er en fin aftale for Jammerbugt. Det er mange penge til den primære drift, og det er godt, at det er en bred aftale i Folketinget, siger Mogens Chr. Gade.
– Pengene er til den primære drift, og her tænker vi først og fremmest på områder som børnepasning, folkeskolen og ældrepleje, hvis der er plads til det, når vi skal til at forhandle kommunens budget, tilføjer han.

Mere budgetsikre
Mogens Chr. Gade er forsigtig optimist og tilfreds med, at der er blevet kæmpet for en bedre reform.
Desuden pointerer han, det er meget vigtigt, at finansieringstilskuddet nu er gjort permanent.
– Det betyder, at vi ikke hvert år skal stå og bævre for, om vi nu får tilskuddet eller ej. For Jammerbugt Kommune handler det om endnu 36 millioner kroner, og det betyder, at vi bliver meget mere sikre på vores budget, siger han.

Staten erkender
Endelig kan han glæde sig over, at Jammerbugt har vundet sit sagsanlæg mod Statens beregninger for udligning på udlændingeområdet.
Her har Jammerbugt Kommune som prøvekommune på vegne af 18 andre kommuner trukket Staten i retten for at få afgjort spørgsmålet.
– Vi blev snydt i udligningen i flere år. Man tog ikke hensyn til, om det var en udlænding, der var i arbejde som au-pair eller en høj stilling, som der er mange af i Nordsjælland, eller om det var en flygtning uden uddannelse, siger Mogens Chr. Gade.
Men den sag er nu afgjort ved, at Staten vil betale 2,1 milliarder kroner tilbage til de 19 kommuner.
For Jammerbugt betyder det ekstra 16,7 mio. kr., der tilgår i både 2021 og 2022 – samlet 33,4 mio. kr.

Bag udligningsreformen står Socialdemokratiet, Venstre, Radikale, SF og Alternativet .