– Det kommer ikke til at regne med mælk og honning, men det her er godt skub til Jammerbugt Kommunes i forvejen solide økonomi.

En stor håndsrækning
Det konstaterer borgmester Mogens Chr. Gade.
Baggrunden er tre aftaler. Den nye udligningsreform kommunerne i mellem. Den nye kommuneaftale samt en vunden kamp mod Staten om beregninger for udligning på udlændingeområde.
De kommer til sammen til at begunstige Jammerbugt med et beløb tæt på 100 mio. kr.

Mere end først ventet
Det er endnu ikke beregnet helt præcist, hvad den nye udligningsreform kommer til at betyde for Jammerbugt. Men udgangspunktet med et plus på 35,8 mio. kr. beregnet kort efter reformen faldt på plads i maj, slår ikke til.
– Vi forventer 60 til 70 mio. kr. ekstra, så det er meget positivt, siger Mogens Chr. Gade.
At beløbet er større end først ventet skyldes blandt andet, at mens Jammerbugt sidste år blev straffet for et stigende indbyggertal, så bliver kommunen i den nye reform kompenseret for det.
– Det alene giver os 28 mio. kr. ekstra, siger Mogens Chr. Gade.
Samtidig er serviceloftet også blevet højere, og derfor forventer Jammerbugt et yderligere plus på cirka 10 mio. kr., siger han.

Jammerbugt fik ret
Endelig har Staten trukket sig fra den retssag som Jammerbugt og Lollands kommuner havde anlagt. Staten har nu erkendt, at den brugte forkerte beregninger for udligning på udlændingeområdet.
Det betyder, at Staten vil betale 2,1 milliarder kroner tilbage til 19 kommuner, og for Jammerbugt er beløbet ekstra 16, 8 mio. kr. i årene 2021 og 2022 – samlet 33,4 mio. kr.

Højere service
– Efter så mange års kamp, er det dejligt, at det her giver kommunen flere penge, og det betyder, at vi har mulighed for at hæve serviceniveauet. Selvom vi aldrig kommer på niveau med Gentofte, så giver det os mulighed for at se på den basale service samt øge vedligehold af bygninger og veje.
– Vi har muligheden for at forbedre servicen inden for dagpasning, hvor vi har en beskeden normering, og vi kan se på både skole- og ældreområdet, siger Mogens Chr. Gade.

Større budgetsikkerhed
Samtidig har kommunerne opnået en meget større budgetsikkerhed, da det finansieringstilskud, som kommunerne tidligere ellers skulle bede om at modtage fra år til år, nu er gjort permanent.
Det er et samlet beløb på 3,5 mia. kr., og for Jammerbugts vedkommende 35 mio. kr. om året.

Pressede på
Det var Hjørrings borgmester Arne Boelt og Jammerbugts Mogens Chr. Gade, der på delegeretmødet i 2017 pressede bestyrelsen i Kommunernes Landsforening til at tage debatten om en udligningsreform og lægge pres på Folketinget.
Det endte i foråret med den nye reform, som blev vedtaget af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale, SF og Alternativet .