Der er travlhed hos Restaurant Nordstjernen, og det supplerer den altid hyggelige stemning i restauranten med også glæde og smil i køkkenet samt under serveringerne.
Forpagterne, Christoffer Hallager og Michaell Pedersen, glæder sig over højsæsonen.
– Vi kan tydeligt mærke, at der er rigtig mange mennesker i Blokhus, og derfor er vi også begyndt at servere frokost, fortæller Christoffer Hallager, der står for køkkenet, som tilbyder et populært og alsidige menukort.

Som at komme hjem
Det var i oktober 2020, at Michaell Pedersen og Christoffer Hallager tog over som forpagtere.
De havde længe ledt efter deres sted, og at det lykkedes i Blokhus og endda på Restaurant Nordstjernen var bare et plus.
Michaell Pedersen er nemlig uddannet tjener på Nordstjernen under den tidligere forpagter, Jakob Tømmerby, mens Christoffer Hallager er uddannet kok under Christian Hem ligeledes på Nordstjernen, hvor han faktisk startede som opvasker.
Og forpagterne fortryder ikke – tværtimod.
– Det er gået rigtig godt og vi får stadig mere og mere travlt, og det er vi bare glade for, fortæller Christoffer Hallager.