(Foto: Poul Nymark)
I år kan købmand Rikard Andersen markere, det er fem år siden, at den store forretning på Tinghøjgade i Saltum blev til en Meny.
Men faktisk går den flotte udvikling af dagligvarebutikken endnu længere tilbage.

Forældrenes butik
Rikard Andersen stod i lære og blev udlært købmand i Brovst og var ansat 8 år i frugt og grønt hos den daværende Jansen i Aabybro (i dag Meny) og derefter 4 år som købmand i Jansen i Pandrup.
Men i 1992 overtog han butikken efter forældrene, Ruth og Ib, i Saltum.
Den gang var der Rikard, hans mor og en dame på halv tid.
Faktisk er Rikard 4. generation i familien, der har butikken i Saltum, som åbnede første gang i 1909.

Flere forretninger
Siden er det gået stærkt med udvidelser stort set hvert år. Og skete det ikke i Saltum, så var det i Hune, hvor Rikard åbnede Spar i påsken 1992 i de lokaler, hvor Nyform i dag holder til på Rønnebærvej.
I dag er Spar flyttet over på den anden side af Vesterhavsvej i nye, større lokaler og med Lasse Nielsen som medejer.
De to stod også bag genåbningen af den tidligere brugs på Torvet i Blokhus som en ny Spar-butik i marts 2020.
Derudover er Rikard indehaver af den nybyggede Meny-forretning i Løkken.

Det store spring
Forretningen i Saltum blev til en Meny i 2015, og i 2017 tog dagligvarebutikken det helt store hop fremad med en udvidelse af butiksarealet fra 1.000 til 2.000 kvadratmeter med helt ny indbydende delikatesse, bager, vin samt frugt- og grønt afdelinger.
På en god dag i højsæsonen er der 100 ansatte, og udvidelsen samt kundestrømmen har også betydet, at p-arealet måtte vokse. Derfor blev der anlagt et helt nyt p-areal i 2018.
Trods den flotte udvikling har Rikard aldrig haft travlt med de store armbevægelser. I stedet har han stille og roligt koncentreret sig om at investere og udvikle.
– Jeg kunne se, at der var og er et stort potentiale i det her område. Der er masser af trafik på hovedgaden. Vi har mange fastliggere hver weekend og mange gæster kommer forbi, siger Rikard.
Omsætningen er da også gået 20-25 mio.kr. frem siden udvidelsen stod færdig.

Vestkysten i vækst
Men der er flere ting, som skal gå i hak for at være en god købmand.
De rent fysiske ting er gode tilkørselsforhold og en god beliggenhed.
– Vi har altid investeret meget for at have det bedste salgsapparat. Desuden er det vigtigt at have dygtige folk, og så må du som købmand ikke være doven. Du skal hele tiden udvikle og forbedre dig, siger Rikard.
Det betyder lange arbejdsdage, hvor du står tidlig op og går sent i seng og er meget i butikken – kort sagt en livsstil.
Og fremtiden ser stadig lys ud for Meny i Saltum – og for hele området, mener Rikard.
– Vi kan jo se, at der er meget gang i sommerhusene. Saltum, Hune, Blokhus og Løkken er i fremgang, hele Vestkystområdet er jo i vækst.