Dansk Industri står bag en undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed, og her er Jammerbugt Kommune rykket betragteligt op ad listen med en 21. plads blandt landets kommuner. Hele 16. pladser bedre end 2019.

57 virksomheder har vurderet den kommunale service i Jammerbugt Kommune under Corona-krisen.
Virksomhederne er især tilfredse med:

  • Kommunens indsats og Jobcentrets samarbejde med virksomhederne, når det gælder kvalificeret arbejdskraft
  • Dialogen med kommunens embedsmænd og politikere, og kommunens formidling af væsentlig information til virksomhederne

En overordnet 14. plads
Mens det samlede resultat er en 21. plads, så vurderer virksomhederne Jammerbugt Kommune til at ligge på 14. pladsen blandt landets kommuner, når de vurderer den overordnede erhvervs-venlighed i kommunen.
En udvikling, som kommunen er glad for og stolt af.
– Vi arbejder altid for at yde den bedst mulige service for virksomhederne i Jammerbugt Kommune. Så det er positivt, at virksomhederne også oplever det sådan og kvitterer for det i undersøgelsen. For at lykkes med den gode service, kræver det, at vi lytter og er i tæt dialog for at finde frem til, hvordan vi bedst støtter op om erhvervslivet, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Dialog giver indsigt
Den gode dialog har resulteret i, at både virksomhederne og administrationen og politikerne i Jammerbugt Kommune er kommet tættere på hinanden. Og det har givet kommunen en værdifuld indsigt i, hvor de skal slå til.
– I samarbejdet med virksomhederne, har vi lyttet os til, at de er udfordret på kvalificeret arbejdskraft. Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er afgørende for, at virksomhederne kan vækste, og dermed skabe udvikling i kommunen – ja, hele landsdelen. Derfor har vi indgået flere samarbejder med virksomhederne om at opkvalificere arbejdskraften i kommunen, forklarer Mogens Christen Gade. 
Indsatsen med at få kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne sker i tæt samarbejde mellem Jobcenter Jammerbugt og Vækst Jammerbugt.

Tilbage på niveau
Med placeringen som nr. 21 i årets undersøgelse er Jammerbugt Kommune tilbage i det leje, som kommunen har ligget på siden 2016 – dog med et enkelt udsving sidste år.
Et af de senere tiltag er kommunens tætte samarbejde med lokalsamfundene – herunder virksomheder – om branding af kommunen i forhold til bosætning og arbejdssted.

Ud over arbejdskraft og dialog, er kommunerne blevet bedømt på områder som:

  • Infrastruktur og transport.
  • Uddannelse.
  • Kommunal sagsbehandling.
  • Skatter, afgifter og gebyrer.
  • Fysiske rammer.
  • Brug af private leverandører.
  • Kommunens image.

Kommunerne tildeles en score inden for hver kategori, baseret på virksomhedernes tilfredshed med det pågældende indsatsområde og på kommunens score i den offentlige tilgængelige statistik på området.