Så sker det endelig.
Efter at måtte aflyse de planlagte arrangementer 3. maj og 7. juni på grund af Covid-19, så inviterer Anders Kaa til Luft dine hjul på p-pladsen ved brugsen i Birkelse, og det sker i morgen søndag 30. august fra klokken 10 til 12.

Stor succes sidste år
Sidste år arrangerede Anders Kaa for første gang Luft dine hjul – Birkelse på brugsens p-plads med stor succes samt deltager fra også Aalborg, Hjørring og Fjerritslev.
Luft dine hjul udspringer af Bilmagasinets Super Biler Søndag, som har ladet sig inspirere af USA, hvor man mødes ved supermarkederne og drikker en kop kaffe over en åben motorhjelm.

Alle slags køretøjer
I Birkelse behøver det ikke være superbiler. Alle køretøjer er velkomne, og der har været en et-hjulet cykel, pedal-biler, små elbiler, traktorer, byens fejemaskine, men også veteranbiler og en Mercedes AMG til tre millioner kroner forbi.
Formålet er at mødes med andre om køretøjer samt øge trafikken til og opmærksomheden om byens brugs.