Rundringning viser, at forældre tager situationen meget alvorlig

– Lukningen af skoler og institutioner for at undgå smitte af COVID-19 bliver taget alvorligt af forældrene. Det er meget få tilfælde, hvor forældrene ikke har kunnet finde andre løsninger end at benytte sig af skolernes nødpasning.
Det viser Vores Jammerbugts rundringning til skoler i Jammerbugt Kommune

Jetsmark
På Skolecenter Jammerbugt var der oprettet en løsning til nødpasning, men det er ikke nødvendigt at tage den i brug, oplyser skoleleder Jakob Voldby mandag 16. marts.
– Vi har nul elever. Det er flot, og vi må komplimentere forældrene for at tage denne situation alvorligt, siger han.
Skolen tæller 672 elever.
Hjemsendelsen betyder dog ikke, at eleverne ikke skal lære noget. Der er lagt en plan for undervisning.
– Vi har eksempelvis samlet de syv timers dansk, eleverne skal have om ugen, til i dag mandag. De får så lektier for om morgenen, og lærerne er til rådighed ved computeren til en fast spørgetid, og opgaverne bliver så rettet om eftermiddagen. Og sådan er der også lagt skema for andre dage, siger Jakob Voldby.
– Sådan understøtter vi elevernes læring, og vi ved jo ikke, hvor længe dette kommer til vare, siger han.

Aabybro
Aabybro Skole tæller ikke færre end godt 1.030 elever, men her var der kun to i skole mandag, men der vil i løbet af ugen dukke op til seks elever op.
– Det er ikke mange, og det er jeg glad for, da smitterisikoen jo øges, hvis vi er mange samlet. Så det er flot, siger skoleleder Kristine Fooken Jensen.
– Der sker jo det samme som med SFO´en om sommeren. Forældrene finder andre løsninger, siger hun.

Brovst
På Brovst Skole er fire af skolens godt 530 elever i nødpasning.
– Det er imponerende få. Det er virkelig flot den måde, forældrene har håndteret det her på. Vi var i dialog med nogle torsdag og fredag, og de har virkelig gjort en stor indsats for at finde en løsning, siger skoleleder Rene Gregersen.

Saltum
På Saltum Skole er der en enkelt elev, som på skift bliver passet af lærere eller pædagoger.
– Vores forældre har gjort sig umage for at finde løsninger, og der er kun en elev, hvor der ikke var andre løsninger end nødpasning hos os, siger skoleleder Klaus Larsen.
Saltum Skole havde fredag åben skole og bibliotek, så eleverne kunne hente deres ting og låne bøger og andre materialer med hjem.

Biersted
Biersted Skole har mandag besøg af fem elever samt et par stykker i specialafdelingen, oplyser viceskoleleder Pia Jensen.
– Eleverne har været i skolekøkkenet og læse opskrifter samt været i sofa-skole. Der er hele tiden to voksne hos dem. De øvrige lærere forbereder og udsender opgaver til de elever, der er derhjemme, fortæller Pia Jensen.
I alt har Biersted Skole omkring 380 elever.

Nørhalne
Nørhalne Skole nødpasser blot to af de i alt 168 elever, mens der i børnehaven er tilmeldt syv børn.
– Måske falder nogle af dem fra, når man ser, hvor få børn her er. Nogle gange sidder vi jo med blot et barn, og det er lidt kedeligt, fortæller viceskoleleder Ole Larsen.
– Men det er også muligt at tilmelde sit barn senere. Det kan jo blive nødvendigt for eksempelvis sundhedspersonale, siger han.