Onsdag 27. oktober blev Pandrup Erhvervsparks hædersbevis, Stjernen, uddelt og havde flyttedag fra sidste års modtager PanPac, der som minde modtog en statuette til eje, til Kaas Vognmandsforretning på Hjulmagervej i Pandrup Industriby.
Formand for grundejerforeningen Pandrup Erhvervspark, Kurt Bruun, bød velkommen og fortalte, at Stjernen gives til en virksomhed, som har gjort noget ekstra for at holde bygninger og anlæg pæne og vedligeholdte samt været en god repræsentant for området udadtil.
Og i år gik hæderen altså til Nina og Keld Jensen, Kaas Vognmandsforretning.

Ikke mere at tale om
Det er et udvalg på tre medlemmer, Astrid Bjerg, Merethe Fuglsang Hansen og Kjeld Hedegaard, som udpeger de årlige modtagere af Stjernen.
– Flere virksomheder var oppe at vende, men da Kaas Vognmandsforretning blev nævnt, så var der ikke mere at tale om, men bred enighed om, at det var beslutningen, sagde Astrid Bjerg på vegne af udvalget.
– I har lagt ny belægning på Jeres grund i form af granitskærver, og I har fået ny facade og skabt flotte omgivelser, som er præget af orden og er dermed en god ambassadør for Pandrup Erhvervspark, sagde hun.

Higer efter
Borgmester Mogens Chr. Gade fortsatte den rosende omtale.
– Da man tog initiativ til at stifte Stjernen, var målet at blive landets flotteste industriområde, og Kaas Vognmandsforretning er gode ambassadører og har alle forudsætninger for at få Stjernen.
– Dette område er kommunens flotteste, bedste og mest veldrevne erhvervsområde, og I har fået områdets hædersbevisning. Tag det til Jer. En stjerne er noget, man står på tæer for at få og higer efter, sagde Mogens Chr. Gade og tilføjede at pæne og ordentlige bolig- og erhvervsområder støtter op om bosætning og udvikling af erhvervsområder.

Familiefirma
Prismodtager Keld Jensen takkede for hæderen.
– Mange tak for de finde ord. Det er vi meget beærede over.
Kaas Vognmandsforretning går langt tilbage i tiden. Keld Jensen overtog virksomheden efter sin far, Verner, i 1995, men firmaet blev startet af bedstefaren, Jens, under navnet Jens Jensen & Sønner og holdt til inde i byen indtil det nuværende domicil blev bygget i 1979.
I dag har Kaas Vognmandsforretning seks lastbiler og ni ansatte inklusiv Nina og Keld Jensen og kører hovedsageligt med sand, sten og grus.
– Og vi har heldigvis rigeligt at lave, siger Keld Jensen.

Fra venstre Nina og Keld Jensen, Kjeld Hedegaard, Merethe Fuglsang Hansen, Astrid Bjerg og borgmester Mogens Chr. Gade.
Morten Nysted modtog en statuette fra Kurt Bruun.