Aabybro HK klar til topkamp i DGI Huset

Håndbold, herrer Jyllandsserien
Taars/Ugilt – Aabybro HK: 21-25 (13-10)

– Søndag 1. marts spillede Aabybro HK ude mod Taars/Ugilt efter en uge med landsdækkende medieomtale om holdets seks uafgjorte kampe i træk.

Stærk målmand
– I 1. halvleg var der en masse brok fra vores side og ingen dommertække deraf, fortæller træner Steen Schmidt.
Nicolai Holland sluttede halvlegen af med at score på gennembrud til pausestillingen 13-10 til Taars.
– Holland slog desværre hul i hovedet efter mødet med muren bag mål. Vi fik lappet ham sammen, og 2. halvleg startede vi med at score fire gange og førte dermed 14-13 takket været godt angrebsspil og masser af redninger af unge Mads Jylling i målet, siger Steen Schmidt.

Ustyrlig i angrebet
Nicolai Holland var ustyrlig i angrebet, og Taars scorede kun tre gange de første 18 minutter af halvlegen.
– Mads Jylling stod virkelig en god kamp.  Endelig fik vi vores første sejr, og kørte den sikkert hjem til resultatet 21-25. Stor ros til hele holdet, og dejligt vi holdt hovedet koldt og ikke brokkede os til dommerne, siger han. 

Med i toppen
Nu ligger Aabybro HK med i toppen. Aars HK ser allerede ud til at være rykket op i 3. division, men der er stadig en 2. plads på spil som giver oprykningskampe.
Og næste kamp er mod Aars i DGI Huset tirsdag 10. marts klokken 20.40.