– Ledigheden var i bund i Jammerbugt, og flere virksomheder ledte forgæves efter arbejdskraft, da Corona-krisen ramte også Danmark.
Nedlukningen af samfundet betød ikke alene, at mange blev sendt hjem med lønkompensation, mange mistede også deres arbejde.

Mange flere ledige
Jammerbugt Kommune foretog den første undersøgelse af udviklingen af ledige 14. april.
Per 13. marts var der 692 dagpengemodtagere i kommunen, og det tal var steget med 294 til i alt 986 dagpengemodtagere 14. april.
Når man tæller folk på dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp og uddannelseshjælp sammen – altså den samlede ledighed i kommunen – så steg antallet af ledige med 372 personer i perioden 13. marts til 14. april.
Det oplyser Morten Klessen (S), formand for beskæftigelsesudvalget.

Er faldet igen
De seneste tal for Jammerbugt Kommune er fra tirsdag 26. maj, og de viser, at stigningen fra 13. marts og frem til 26. maj for den samlede ledighed er nede på 217 personer.
– Det er et forholdsvis stort fald fra opgørelse fra 14. april og det er hovedsageligt sket på dagpengeområdet, siger Morten Klessen.

Få store virksomheder
Selv om Jammerbugt er ramt af krisen, så er kommunen ikke nær så hårdt plaget som kommuner med store produktionsvirksomheder.
– Vi har ikke mange virksomheder med flere end 100 ansatte. Derimod har vi flere end 1000 enkeltmands- samt små og mellemstore virksomheder.
– Når Danmark oplever en økonomisk nedgang på 5 pct. og verdensmarkedet lukker ned, så rammer det de store produktionsvirksomheder hårdt, siger Morten Klessen.
– Så i beskæftigelsesudvalget er vi fortrøstningsfulde.

Ukendt faktor
Men der er en ubehagelig stadig ubekendt joker i spillet. Og det er, hvornår grænserne bliver åbnet.
– Hvis vi ikke får åbnet op for turister udefra, så kommer det til at ramme ikke alene turisterhvervet, men også de mange afledte brancher, siger Morten Klessen.
Det er lige fra rengøring i sommerhuse og ansættelse af 200 unge i Fårup Sommerland til overnatning, bespisning, underholdning og shopping.
– Jeg er spændt og holder vejret og nervøs for, at det går ud over dem, som gjort Blokhus og Hune til et attraktivt sted at bo og investere, hvis ikke vi får de udenlandske gæster og snart får en melding om, at vi lukker op, siger Morten Klessen.