Kommunalbestyrelsen har nu sat en mindstepris på de 23 udsigtsgrunde på Vesterbjergvej i Brovst, der udbydes til salg primo juli måned.

Mindsteprisen
– Det er nogle dyre grunde at anlægge på grund af de store udgifter til historiske udgravninger. Men vi har besluttet, at disse omkostninger ikke skal pålægges køberne, dem betaler kommunekassen, siger borgmester Mogens Chr, Gade.
– En kommunal byggegrund i både Pandrup og Fjerritslev koster 400 kr. per kvadratmeter, så det er vel rimeligt, at den også gør det i Brovst. Der er en god søgning på grundene, og vi glæder os til at udbyde dem til salg, siger han om de nye grunde, som altså får en mindste pris på 400 kr. per kvadratmeter.

Arkæologiske undersøgelser
For kommunen har grundene kostet knapt 500 kr. per kvadratmeter for køb af jord samt byggemodning og ikke mindst arkæologiske undersøgelser.
Kommunen har købt de 6 hektar jord til udstykningen og i forbindelse med byggemodningen har det været nødvendigt at udvide Vesterbjergvej.
Desuden blev der ved den arkæologiske forundersøgelse gjort en del fund, og derfor måtte kommunalbestyrelsen efterfølgende afsætte yderligere midler til udgravning af de arkæologiske fund.

Naturskønne omgivelser
Grundene er ligger i naturskønne omgivelser på en bakkeskråning i den sydlige del af Brovst.
Hovedparten af grundene vil derfor være i kuperet terræn og halvdelen vil få mulighed for at få udsigt ud over Limfjorden
Grundene ligger ca. 1,2 km i gå- og cykelafstand fra Brovst Skole, og de varierer i størrelse mellem 900 og 1.458 kvadratmeter.
Hovedparten af grundene vil være lige omkring 1.000 m².