Med udvidelsen af Aabybro Centret bliver der også plads til Nørresundby Boligselskabs 24 nye ældreboliger, og på sit møde torsdag aften 17. september sagde kommunalbestyrelsen god for byggeriet af boligerne, som kommer til at l nummer 4C i centret.
(Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S)

Størrelse og husleje
De 24 ældreboliger får alle to værelser og er en del af det større fornyelsesprojekt i Aabybro Centret, som er i fuld gang.
Nørresundby Boligselskab forventer, at boligerne er klar til indflytning i slutningen af 2022.
Der er tale om toværelses boliger på mellem 60 og 65 kvadratmeter.
Huslejen bliver på henholdsvis 5.195 og 5.628 kroner om måneden ekskl. forbrug.

Fra 1. til 6. sal
Lejlighederne bliver fordelt på 1.til 6. etage i det nye byggeri, mens der i stueetagen bliver erhvervslejemål.
Der etableres fem lejemål på hver etage fra 1. til 3. sal samt tre lejemål på hver etage fra 4. til 6. sal.
Der bliver adgang til alle lejemål med elevator.
– Vi oplever generelt stor interesse for almene boliger også blandt kommunens seniorer. Med de nye lejligheder, kan kommunen imødekomme det behov – og endda i midtbyen i Aabybro tæt på indkøb og byens øvrige tilbud, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.