Aflysning vil kunne mærkes flere steder i byen

– Ligesom Uldfestivalen tidligere har valgt at aflyse årets arrangement, så meddeler Saltum Festdage nu, at også deres arrangement med masser af kunstværk i weekenden 8. og 9. august bliver aflyst.
Det sker som følge af restriktionerne for COVID-19 og forbuddet mod større forsamlinger til og med august.

For stor usikkerhed
Tidligere havde Saltum Festdage – Uld og Kunsthåndværk flyttet festdagene fra den anden weekend i maj, igen ligesom Uldfestivalen.
– Vi har aflyst, fordi vi kommer for langt hen på året, hvis vi skal finde en ny dato, og samtidig kan vi risikere at skulle udsætte endnu en gang. Så på grund af den usikkerhed aflyser vi i år. Desuden vil vi gerne følges med Uldfestivalen. Så vi kommer stærkt tilbage den anden weekend i maj i 2021, siger Lis Damgaard på vegne af Saltum Festdage.

Økonomisk bet
Selv om Saltum Festdag er en non-profit foreningen, så lægger hun ikke skjul på, at aflysningen får økonomisk betydning, da butikkerne generelt har en støtte omsætning under festdagene, ligesom de knapt 60 kunsthåndværkere mister deres omsætning.
Aflysningen rammer også blandt andre Baptistkirken, Husflidsskolen og ikke mindst Egnssamlingen, som har mange aktiviteter under festdagene og blandt andet driver cafeen.
– Vi er selvfølgelig kede af, at vi må aflyse, men vores beslutning er blevet mødt med forståelse, siger Lis Damgaard, der tilføjer, at kunsthåndværkerne selvfølgelig får deres indbetalte penge tilbage.