Metalvirksomheden Scaniro i Fjerritslev har per 1. januar 2022 gennemført et generationsskifte i ejerkredsen.
Lars Ole Rærup og Michael Ranch Kornum, der hver ejede 1/3 af virksomheden har solgt deres ejerandele.
I stedet er Niklas Mejdahl Jensen og Rene Pedersen indtrådt i ejerkredsen som ligeværdige partnere med Keld Jensen.

Rette konstellation
Generationsskiftet hos Scaniro har været undervejs et stykke tid.
Ejerkredsen har gennem de seneste par år arbejdet målrettet for at finde den helt rette konstellation til at sikre Scaniros fortsatte succes og positive udvikling.
– Scaniro er en sund virksomhed med stort vækstpotentiale og mange spændende udviklingsmuligheder, og der er ingen tvivl om, at vores nye medejere vil kunne bidrage med ny energi og ny udvikling i den proces, siger direktør og medejer Keld Jensen.
– Ejerskiftet har tilført nye kompetencer og ny økonomi, og vi har allerede flere spændende planer i støbeskeen: Det er langsigtede planer, som vi forventer vil generere yderligere vækst og skabe endnu flere lokale arbejdspladser, oplyser han.

Meget potentiale
Medejer Rene Pedersen er udelukkende indtrådt som investor i ejerkredsen, mens medejer Niklas Mejdahl Jensen er tiltrådt som salgsdirektør og dermed indgår i den daglige drift.
– Scaniro er en spændende virksomhed med ekstremt meget potentiale, og jeg glæder mig over at være blevet en del af holdet og til at skulle bidrage aktivt til virksomhedens fortsatte udvikling, siger Niklas Mejdahl Jensen.
– Jeg kommer fra en stilling som sælger i en grossistvirksomhed, der har været leverandør til Scaniro, og jeg er oprindeligt udlært smed, så jeg har en del know-how og viden fra branchen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine styrker inden for salg, kombineret med Kelds erfaring, know-how og store netværk, er et rigtig godt match og den helt rette kombination i forhold til at udvikle og konsolidere Scaniro langt ud i fremtiden, siger han.

Miljø og digitalisering
Gennem de seneste år har Scaniro arbejdet målrettet på at blive CO2-neutrale, og virksomheden er blevet klimacertificeret.
Både Keld Jensen og Niklas Mejdahl Jensen forsikrer, at det miljømæssige fokus fortsat vil stå højt på dagsordenen, ligesom arbejdet med at øge digitaliseringen i virksomheden fortsætter ufortrødent. Herudover planlægger den nye ejerkreds store investeringer i maskinparken, så den til hver en tid fremstår fuldt opdateret og topmoderne til glæde for Scaniros mange kunder i både ind- og udland.
– Vi føler, at vi er rigtig godt polstret til fremtiden. Vi har et stærkt økonomisk fundament, en dygtig og engageret medarbejderstab og en attraktiv kundeportefølje med potentiale for yderligere vækst. Med den nye energi og de udviklingsplaner, der vil blive realiseret i kølvandet på ejerskiftet, bliver det uden tvivl spændende at følge Scaniros udvikling i de kommende år, siger Keld Jensen.