80 værker af 25 kunstnere byder foråret velkommen

– Lørdag 4. april klokken 14 åbner Grethe Rolle og Torben Agersted deres første virtuelle udstilling på www.jammerbugtnu.dk – fordi når foråret og påsken kommer, så skal gallerier og kunstnere være med til at byde årstiden velkommen – virus eller ej.
(Topfoto: Grethe Rolle ved sin sidste udstilling på Galleri Gl. Toftegaard med værker af Jonna Adelborg. Foto: Torben Agersted)

Himlen over Englerup. Lars Trier

Åbningstale af Rasmus Prehn
Tidligere fungerende kulturminister, Rasmus Prehn, holder åbningstalen på film og fortæller om kunstens betydning.
Han kommer blandt andet ind på, at vi skal stå sammen, men holde afstand, og glæder sig over den virtuelle udstilling.
Det er at se muligheder i problemerne, mener Rasmus Prehn.

Henrik Busk Andersen

Lodtrækning om værker
Desuden trækkes der lod om to værker doneret af Henrik Busk Andersen samt Kim Groth.
Grethe Rolle har tidligere udstillet værker af mange af de deltagende kunstnere eller har andre relationer til dem – og alle er kendt af gallerigæster i Jammerbugt Kommune.

Hear a little bit, see a little bit, say a little bit. Raza Dzimidawiciute Olesen

Søg videre i deres univers
www.jammerbugtnu.dk er der samlet flere af kunstnernes værker med størrelser og priser samt kontaktoplysninger til den enkelte kunster og deres hjemmesider, så man kan søge videre i deres univers.
– Foråret og påsken betyder utroligt meget for kunstnerne og gallerierne. Væggene bliver malet, og gallerierne gjort klar til udstillingerne, fortæller Grethe Rolle, der selv i mange år har haft galleri på Gl. Toftegaard.
– Påsken har altid været en særlig tid, men i år er det tomt. Der er ingenting. Derfor fik jeg ideen til denne virtuelle udstilling, som kan gennemføres uden, at vi smitter hinanden, fortæller Grethe Rolle.

Jane Mikolajewicz

Tidens ånd
Samtidig er det en udstilling i tidens ånd – både i den nuværende situation, men også i forhold til samfundets generelle udvikling.
– I forvejen handler vi mere og mere via nettet og søger også oplevelser den vej. Det er jo ikke længere kun biograferne, der viser film, forklarer Grethe Rolle.