Sidste forår supplerede Sesaside sin forretning i Blokhus med åbningen af en ren herretøjsbutik på Torvet 18.
Det skete for at give mere plads til Seaside Woman og flytte afdelingen med herretøj til Seaside Menswear på Torvet 18.
– Det har været den helt rigtige løsning for begge butikker. Den nye herretøjsforretning har fået en rigtig flot modtagelse i Blokhus, og vi hører fra mange kunder, at de er glade for, at her er en butik udelukkende med herretøj. Samtidig har det givet mere plads i Seaside Woman med fokus på et større udvalg og en pænere præsentation, og det har kunderne også været rigtig glade for, fortæller Gert Lund.

Fokus på Blokhus
Fordi tiltagene er blevet så flot modtaget af kunderne, har indehaverne, Birgitte og Gert Lund, nu har besluttet at samle kræfterne i Blokhus.
Det betyder at Seaside i Løkken er blevet solgt til Julia og Preben Djurhus.
– Julia har arbejdet i butikken i mange år, og vi kommer til at arbejde sammen til gavn for kunderne, siger Gert Lund.
Samtidig samler Birgitte og Gert Lund nu kræfterne i Blokhus og har købt bygningen med Seaside Menswear, Torvet 18 i Blokhus.
– Med den gode start og den flotte positive udvikling, der er i Blokhus, så er det god ide med en sådan langtidsinvestering, siger Gert Lund.

Outlet i Hune
Og i forbindelse med salget af Seaside i Løkken, så flytter parret deres outlet fra Løkken til Vesterhavsvej 24 i Hune.
– Vi åbner til vinterferien i flotte lokaler. Ideen er, at vi gerne vil have nye og spændende varer i begge butikker. Derfor sender vi alle rester og ældre udsalgsvarer til vores outlet i Hune, så kunderne altid kan finde mærkevarer, til rigtig gode priser, forklarer Gert Lund.
Han tilføjer, at Seaside Woman har fået et ansigtsløft, og efter vinterferien kommer der blandt andet nyt gulv samt nye brands i både Woman og Menswear.