Fodbold 2. division, gruppe 1
Næsby – Jammerbugt FC: 0-1 (0-1)
0-1 (96.) Sead Gavranovic

Cheftræner Bo Zincks ur viste, at der var spillet 5 minutter og 21 sekunders overtid, da forløsningen kom.
På et hjørnespark fik Nikolaj Lyngø i det forreste område af feltet snittet bolden videre til Sead Gavranovic, der kunne score sejrsmålet i lørdagens udekamp mod Næsby og sikre de 3 point, som kan vise sig at få en uvurderlig betydning i kampen om oprykning til Nordic Bet Ligaen.
– Endnu en gang måtte vi hive en standardsituation frem. Stor ros til vores assistenttræner Jan Rasmussen, der står for dem, fortæller Bo Zinck.
På et videomøde i ugen op til kampen blev der netop talt om og ændret på, hvordan Nikolaj Lyngø skulle snitte bolden videre på hjørnespark, og det var altså med til at give resultat.

Kan være historisk

1. halvleg forløb egentlig som Jammerbugt FC gerne ville, og holdet sad på kampen og havde inden pausen chancer til at score både 1 og 2 mål.
Men i 2. halvleg kom Næsby til at stå bedre defensivt, og samtidig faldt Jammerbugts offensiv i niveau, også på grund af hjemmeholdets indsats, og da uret havde passeret 90 minutter, så det ikke ud til, at Jammerbugt FC kunne fortsætte sejrsstimen – nu 7 i træk  – indtil Sead Gavranovic´ forløsende mål.
– Jeg sagde til spillerne efter kampen, at når vi mødes igen om 10 år, så kan det være den her kamp, vi taler om. At det var den her kamp, der skabte noget historisk, siger Bo Zinck.

Det spidser til
Med 3 runder igen har Jammerbugt FC på den 1. plads, der giver oprykning til Nordic Bet Ligaen, et forspring på 6 point.
Derfor kan Jammerbugt FC med 4 point i de to næste kampe, som er hjemme mod bundholdet FC Sydvest 05 samt Brabrand, sikre sig oprykning.
Og den kan komme i hus allerede på lørdag kl. 14, hvis Jammerbugt FC vinder, og B. 93 samtidig sætter point til hjemme mod Dalum.
– Men FC Sydvest 05 skal gå efter sejren for at undgå nedrykning, og hvis et udehold kommer med så voldsom kraft for at vinde, så kan det blive en indianerkamp, men det kan også blive til vores fordel, siger Bo Zinck.