Efterårssæsonen for seriefodbolden blev sparket i gang i den forgangne weekend samt dagene op til, og pulje 25 i serie 3 udmærker sig ved at omfatte ikke færre end 7 hold fra Jammerbugt Kommune, mens det 8. og sidste hold er Thise, som jo ligger på kanten til kommunen.

Følg med
Det betyder naturligt nok en masser af lokalopgør, og Vores Jammerbugt vil følge puljen på sidelinjen.

Skovsgaard – Biersted: 2-4 (1-2)
0-1(11.) Simon Sørensen (oplæg Kasper Vinther)
0-2 (35.) Philip Aabech (Rasmus Simonsen)
1-2 (42.) Mathias Brøndum
1-3 (45.) Casper Mariager (Simon Sørensen)
1-4 (52.) Casper Mariager (Jens Kr. Sørensen)
2-4 (73.) Christian Klug

Træner for Skovsgaard, Jan Thorsen, betegner opgøret som en lige kamp med chancer til begge hold.
– Men Biersted var mere effektive end os, og derfor kan vi ikke indvende noget ved deres sejr, siger han.
– Selv om vi kom bagud, blev vi ved med at kæmpe for det, og særligt ved stillingen 1-2 havde vi flere gode muligheder for at udligne, men udnyttede dem ikke, siger Jan Thorsen.
Kampens spiller for Skovsgaard var Benjamin Hougaard.

Træner for Biersted IF, Tejs Rytter, er meget enig med sin kollega i vurderingen af kampen.
– Det var en god kamp, som burde været endt i stil med 8-4. Det er to hold, som står godt til hinanden, men vi var skarpest denne gang, siger han.
Målsætningen for Biersted IF er at være med i toppen.
– Vi går jo på banen for at vinde, og vinder man, så rykker man jo op, siger Tejs Rytter, men tilføjer:
– Det er en utrolig stærk pulje, hvor vi gerne vil være med i toppen.
Biersted bedste mod Skovsgaard var Jens Kristian Sørensen,

Jetsmark IF – Fremad Nørhalne: 1-1 (1-1)
1-0 (1.) Kristian Jensen
1-1 (15.) Lars Bering (Morten Sahl)

Jetsmark IF chokstartede hjemme mod Fremad Nørhalne, da et frispark ikke blev clearet af gæsterne, og anfører Kristian Jensen kunne score inden, der var spillet 1 minut.
– Det var en kamp, hvor Nørhalne havde mest spil og de fleste oplæg til chancer, mens vi nok har de største chancer på omstillinger, men brænder dem groft, siger spillende træner Mathias Højer.
I 1. halvleg skød han selv i sidenettet alene med Nørhalne-målmand Michael Madsen, som også i 2. halvleg redde sit hold ved at kaste sig ned i bolden, da Jetsmarks Andreas Bøknæs var alene i gennem.
– Men Nørhalne havde nogle store chancer til sidst, siger Mathias Højer.
Målsætningen for Jetsmark IF er en midterplacering.
– Det er en meget tæt og stærk pulje, siger træneren.

Det uafgjorte resultat vækker ærgrelse hos Fremad Nørhalne.
– Vi er ærgerlige og skuffede. Spillerne var efter kampen meget skuffede over sig selv, siger træner Jesper Nielsen.
– Jetsmark IF er et hold, man ikke må komme bagud mod, for så bliver det rigtig svært. De stod meget dybt hele 2. halvleg, og vi havde svært ved at dirke dem op, siger Jesper Nielsen.
– Vi kom dog til nogle store chancer, men brændte dem desværre, tilføjer han.
Kampens spiller for Nørhalne blev målmand Michael Madsen.

Hune – Aabybro IF: 1-0 (0-0)
1-0 Joshua Kamono

Opgøret var en meget tæt kamp, hvor det fik stor betydning at score det første mål.
– Begge hold havde flere gode chancer, og kampen kunne være tippet til begge sider, fortæller Michael Kristensen, træner for Hune.
– Vi havde en del chancer på omstillinger, men fik ikke sat den sidste aflevering rigtigt, siger træneren.
Hunes bedste var målmand Simon Verndal, der blev kampafgørende.

Trekroner – Thise: 1-0 (0-0)
1-0 (84.) Mark Raunkjær (Lukas Jespersen)

Gjøl GB vandt første kamp sikkert. Foto: Vores Jammerbugt

Lokalopgør i serie 4:

Gjøl – Fremad Nørhalne: 11-0
Målscorere:
Jesper Gunder 4, Andreas Bruun Christensen 3, Mads Kragh 2 og Andreas Gade 2.

Gjøl-træner Niels-Henrik Rasmussen ved endnu ikke, hvor hans hold står, selv om den første turneringskamp er spillet.
Dertil var forskellen på de to hold for stor i opgøret mellem Gjøl GBs 1. hold og Nørhalnes 3. hold, som ovenikøbet var ramt af en række afbud.
– Vi startede med at sparke lange bolde, men da vi begyndte på pasningsspillet, fik vi for alvor fat, siger Niels- Henrik Rasmussen.
Gjøls bedste var Andreas Bruun Christensen.
Gjøl GB spiller tirsdag aften 11. august kl. 19 træningskamp hjemme mod Vadum inden lørdagens udekampe mod Jetsmark.