Shubberne er tilbage i kulturcentret

– Efter en forrygende koncertoplevelse tilbage i 2017, hvor Shubberne sidst besøgte kulturcenteret i Aabybro, kan man fredag 13. marts atter opleve de tre originale shubb’er og co, der bare ikke kan holde op med at spille det gamle Shu-bi-dua guld.

Tre esser
Det er Bosse Hall Christensen, der var med til at grundlægge bandet og med sit karakteristiske trommespil og finurlige tekstunivers prægede de gyldne år.
Claus Asmussen, der med sit gudsbenådede guitarspil berigede bandets pladeindspilninger gennem alle årene samt Willy Pedersen, der med sit særligt svingene keyboardspil og kompositoriske evner gjorde sit til at højne guldalderperioden.

Kendte hits
De tre, sammen med de to blændende rockmusikere Karsten Lagermann og John Sørensen, danner kardinalpunktet i Shu-bi or not Shu-bi, og spiller denne aften alle de elskede hits med samme autenticitet, som de blev indspillet.

Næsten udsolgt
– Vi har næsten udsolgt til koncerten, men der er stadigt enkelte billetter tilbage til de hurtige, oplyser koncertansvarlig Mads Mølgaard.
Entrébilletter kan købes online via www.kec-jammerbugt.dk