Den første Esports Camp i Biersted blev afviklet i påskeferien, og campen blev til i et samarbejde mellem Biersted IF, ASF-afdelingen på Biersted Skole, DGI Nordjylland og Jammerbugt Kommune.
Biersted IF var værtsforening for arrangementet der blev afviklet i Bierstedhallens esportslokaler.
– Da Jammerbugt Kommunes foreningsudviklingskonsulent kom med idéen om en Esports Camp i påsken slog vi til med det samme. Vi har lokalerne, vi har ASF-eleverne på den anden side af p-pladsen og vi vil rigtige gerne have et tættere samarbejde, siger foreningsbestyrer for Biersted IF, Henrik L. Skøtt

Særlige behov
Som værtsforening fik Biersted IF også 10.000 kr. til afviklingen af Esports Campen. Midlerne kom fra DGI’s nye tiltag ”friplads idrætsskoler”, der er støttet af Poul Due Jensen Fonden og netop er et tiltag målrettet børn der står udenfor foreningslivet af sociale eller økonomiske årsager.
– I DGI arbejder vi målrettet på at få flest mulige med i fællesskaberne i foreningslivet. Med vores projekt DGI FOKUS arbejder vi på forskellige initiativer for at få børn og unge med særlige behov introduceret til foreningslivet. Esports Campen er et godt eksempel på dette og derfor var det muligt at skaffe midlerne til dette arrangement, siger Mads Pedersen, Idrætskonsulent i DGI Nordjylland

Et fast tilbud
Esports Campen blev samtidig startskuddet for et fast foreningstilbud til Esportsinteresserede unge i Biersted og omegn.
– Vi har haft nogle fede dage med Esport i Biersted Hallen. Ungerne er begejstrede og klar på at prøve kræfter med endnu mere i den kommende tid, hvor Biersted IF har oprettet et fast foreningstilbud med Esport hver mandag for vores målgruppe, som samtidig er et tilbud for alle børn og unge i lokalområdet, siger ASF lærer Troels Rytter, Biersted Skole.
Biersted Esport træner hver mandag kl. 18:00 – 19:00. Er man nysgerrig efter mere information kan man kontakte bestyrer Henrik L. Skøtt.