– Igen i år uddeles prisen som Årets Landsby, og i 2020 er temaet meget relevant:
Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise?

Under 1200 indbyggere
For at komme i betragtning skal der være tale om en landsby med under 1.200 indbyggere.
Ansøgningen må fylde højst to sider og kan suppleres med en kopi af udviklingsplanen for landsbyen. Dette er ikke et krav og vil ikke indvirke på bedømmelsen.
Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit. 

Ansøgningen

Den skriftlige ansøgning kan tage afsæt i følgende spørgsmål:

  • Hvordan har landsbyens fællesskab ageret under Coronakrisen?
  • Hvilke initiativer har landsbyen igangsat for at håndtere de sociale, økonomiske og kulturelle udfordringer, som Coronakrisen har medført?
  • Hvilke evt. nye muligheder og perspektiver er dukket op, som kan være til inspiration for andre?
  • Og sidst, men ikke mindst, hvilken gruppe af beboere mv. står bag de fremhævede initiativer.

Lav en video
Som noget nyt i år vil partnerskabet bag Årets Landsby gerne modtage egenproducerede, håndholdte videoer på maks. 1-3 minutter fra alle ansøgende landsbyer.
Videoerne kan give et indblik i landsbyernes aktiviteter og fællesskaber i forbindelse med Coronakrisen. Det er vigtigt at understrege, at initiativet ikke handler om videoernes kvalitet.
Håndholdte videoer skaber autenticitet, identifikation og nærhed, derfor er den tekniske kvalitet underordnet.
Videoerne er et frivilligt tilbud til alle ansøgende landsbyer, som gennem den kan fremvise deres landsby og dennes fællesskaber. Formålet er at promovere det gode landsbyliv og landsbyernes stærke fællesskaber.

Skal vise spændvidden
Hensigten er at bruge videoerne efter aftale med komitéen og de ansøgende landsbyer til at fremme Årets Landsby som initiativ samt alle de ansøgende landsbyer. Derfor er det en præmis for indsendelse af videoer, at de kan deles offentligt, herunder at de tager højde for GDPR.
Videoerne indgår ikke i bedømmelsen af landsbyernes ansøgninger, men skal i stedet bruges til at vise spændvidden i de lokale fællesskaber.

Spørgeskema
Som tillæg til den kvalitative beskrivelse skal alle ansøgende landsbyer udfylde et spørgeskema, som dels giver komitéen de nødvendige grundoplysninger omkring den enkelte landsby, dels giver indblik i landsbyens afsæt for at prioritere de initiativer, som de har sat i værk.
Spørgeskemaet og flere oplysninger om Årets Landsby kan du finde her:
https://www.landdistrikterne.dk/pressemeddelelser/bor-du-i-aarets-landsby-2020/?fbclid=IwAR3UIqzXiKy5GfGWxISek8q99AI5_jAzynw_LJ4TXZnAZbgFUBzJbKsGmfg

Ansøgningsfrist

Den samlede ansøgning skal sendes til landsby@landdistrikterne.dk senest 3. august 2020 kl. 12.00.

Fakta om Årets Landsby

  • Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 24. gang.
  • Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.
  • Kriterierne for at ansøge er, at den indstillede landsby har under 1.200 indbyggere.
  • Sidste års tema var “Den bæredygtige landsby”, og vinderen var landsbyen Torup i Halsnæs Kommune. Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Gjøl, Trekroner, Vallekilde, Hvilsom, Skovlunde, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig og øen Fejø.