Vind en tur i Fårup Sommerlands højeste rutsjebane

– Til maj åbner den nye rutsjebane Saven i Fårup Sommerland, men inden da skal den indvies.
Og til det vil Fårup Sommerland meget gerne invitere en 0., 1. eller 2. klasse til at komme med på den allerførste tur – måske DIN klasse.

Deltag i konkurrence
For at komme i betragtning til turen, skal klassen blot deltage i en kreativ konkurrence, hvor klassen skal præsentere dens egen fortolkning af de følelser, bevægelser, grin, hviiiin eller skrig, der måtte opstå, når man kører i Saven for første gang.
Der er ingen begrænsninger i forhold til jeres kreative udtryk.

Fårups højeste
Saven er Fårups højeste rutsjebane, den rager hele 24 meter op over jorden. Og så kører den både forlæns og baglæns! Det er en rigtig familierutsjebane, som man kan prøve fra blot 95 cm.
Hvis I har lyst til at deltage, så skal I sende jeres forslag til Fårup Sommerland senest  27. marts.
I kan enten sende det på en mail til info@faarup.dk eller med post til Fårup Sommerland, Pirupvejen 147, 9492 Blokhus.
På kuverten eller i emnefeltet skal I skrive ”Ansigter i Saven”. Det sjoveste og bedste forslag vinder den allerførste tur i Saven.
Den heldige klasse, som vinder, får direkte besked via klasselæren 1. april.

Turen er 24. april
Fredag den 24. april
sender Fårup Sommerland en bus efter klassen, klasselæren og de forældre, som vil med og kører alle til Fårup Sommerland, og kl. 14.00 er der officiel indvielse af Saven, hvor der vil være et par taler og så selvfølgelig en snor, der skal klippes.
Herefter vil klassen få den allerførste tur i Saven – og der vil være lidt mad, is og sodavand.