– Det er i dag og i aften, torsdag 23. juli, at butikkerne i Aabybro byder på masser af gode tilbud og skarpe priser samt holder åbent til klokken 21.
Forretningerne kan også byde på en forfriskning eller overraskelse.
Og de gode tilbud fortsætter fredag og lørdag.

Der skal ske noget
Butikkerne i Aabybro Handels- og Erhvervsforening er nemlig gået sammen om en mindre afløser for den stor By Night, der plejer at samle masser af mennesker i Aabybros gader torsdag i uge 30.
Det er bare ikke tilladt i år på grund af Corona-restriktioner, men derfor skal kunderne ikke snydes for oplevelser og nedsatte varer.

Vind en ferie
Desuden er der en konkurrence med fine præmier.
Hver gang du handler i en af butikkerne, som er medlemmer af Aabybro Handels- og Erhvervsforening, så har du mulighed for at vinde et gavekort på 5.000 kroner til et ophold i et af Sol og Strands mange populære feriehuse.
Eller du deltager i lodtrækningen om 2. til 8. præmierne, som er gavekort på 500 kroner til en af Aabybro Handels- og Erhvervsforenings butikker.

Portvin og kransekage
I Aabybro Centret er der travlt.
– Her har virkelig været et pænt besøg. Vi har jo vores eget lille bogudsalg og har solgt 400 bøger til 10 kroner per styk, fortæller Klaus Simonsen.
– Det er ikke som en By Night, men det beviser jo bare, at de mange aktiviteter, som vi har til By Night, for alvor trækker folk til, siger han.
Hos Bog & Ide har forfatteren Tabita Aundal, der bor i Biersted, været forbi.
Hun udkom med fantasyromanen ”Ildstenenes Hemmelighed – Mysteriet om Den Virkelige Verden” 14. juni og signerede sine bøger i butikken.
Og så serverer Klaus Simonsen portvin og kransekage frem til kl. 21.

Vaffelvogn
Hos Expert Aabybro i Vestergade har Frederikke parkeret sin vaffelvogn og er klar til at servere lækkerier til den søde tand.
Hun har haft vognen i tre måneder og ideen i 2 år.
Frederikke Olsen er oprindeligt fra Ryå, men bor nu i Aalborg.

Meget for pengene
Inden for hos Expert er der også en forfriskning samt tilbud på computere, da det snart er skolestart.
– Vi har i et stykke tid solgt brugte computere med en garanti på 2 år. Kunderne får meget for pengene, og vi sælger omkring 10 styk om ugen, siger Thomas Sørensen.

Køber guld
Hos Profil Smykker Jan Jørgensen Fine Jewelry i Aabybro Centret er man klar med blandt andet lykkeposer og tilbud på ure.
– Og så går vi ind for genbrugstanken. Vi køber gammelt guld af kunderne, og det bliver smeltet om til nye smykker, fortæller Ulla Pedersen.

Musik og rosé
Endelig er der mulighed for en slushice til henholdsvis børn og til voksne, eller et glas rose hos Rikke B.
Her spiller synger og spiller Thomas Ravn også, og så er der selvfølgelig udsalg med 70 pct. rabat samt 20 pct. på nye varer.
Du kan nå det endnu.
Butikkerne holder åbent til kl. 21 i aften – og der er også gode tilbud både fredag og lørdag.








