Efter regn, regn og regn driller vejret med nattefrost

– Peter Dahl svinger hammeren igen og igen. Sæsonen er slut, og isen på skøjtebane på Torvet i Blokhus skal væk, men det er nødvendigt at banke den op med håndkraft – for nu driller vejret igen, sammen med teknikken.

Gik i stykker
– Vi har jo to ismaskiner, der får isen til at fryse. De kan så vendes om, så de varmer med 35 grader og får isen til at tø, og så kan vi tø banen op på to døgn. Men den ene af maskinerne gik i stykker, fortæller Peter Dahl.
Der måtte tilkaldes en tekniker, og der gik en hel dag med det. I forvejen var der bestilt vognmand til at komme og hente udstyret, og derfor nåede man ikke at tø hele banen op.

Peter Dahl er kommet på overarbejde, men tager udfordringen med et smil. Foto: Vores Jammerbugt

Vejret driller
– Men vi tænkte, det går nok. Det er jo regnvejr og 10 graders varme, som det har været hele vinteren. Men hvad skete der så? Vi begyndte at få nattefrost, griner Peter Dahl af situationen.
Han er dog ikke den eneste, der har været i arbejde. Langt fra.

Isen forsvinder bid for bid. Foto: Vores Jammerbugt

Gruppen af frivillige i Blokhus samt kommunens Nytteholdet har også været i sving.

En god sæson
Trods vinterens regn så har det været en god sæson med skøjtebanen på Torvet.
– Helt fantastisk. Særligt når der har været ishockey om mandagen, så var her 30-35 stykker hver gang, siger Peter Dahl.
Han glæder sig også over flere udsagn fra gæster om, at de kan noget særligt i Blokhus.