Ny skov skal beskytte fremtidens grundvand og give rekreative muligheder

– Aabybro Vand, Naturstyrelsen og Jammerbugt Kommune har indgået en aftale om at rejse ny skov mellem Aabybro og Biersted for at beskytte grundvandet både nu og på sigt.

Skov på op til 150 ha
Samlet er der tale om et areal på ikke mindre end 150 hektar fra Aaby Skoven i det østlige Aabybro til Biersted Bakke – nord for Kattedamsvej og Aabyvej.
Det vil dække indvindingsoplandet for drikkevand til både Kærvejværket og Vildmoseværket.

Aaby Skoven skal udvides mod øst. Foto: Vores Jammerbugt

Forhandlinger i gang
Aftalen blev skrevet under i efteråret 2019, og forhandlingerne om opkøb af de privatejede arealer er i gang, oplyser fuldmægtig Christina Kjærby, Naturstyrelsen.
– Aaby Vand vil gerne beskytte sit grundvand, og Jammerbugt Kommune tilbyde borgerne rekreative områder, så det bliver endnu mere interessant at bo der, og Staten vil gerne støtte begge dele, siger hun.
– Desuden kunne det være interessant at få bundet begge områder sammen både rekreativt og i forhold til grundvandsmagasinet, siger Christina Kjærby.

Den nye skov skal også bruges rekreativt. Foto: Vores Jammerbugt

Beror på frivillige aftaler
Men opkøbet af jord beror på frivillige aftaler med lodsejerne, og samarbejdstalen om skovrejsning mellem vandværk, kommune og styrelse løber i 10 år, eller indtil parterne mener, at målet er nået.
Opkøbet af jord forventes at koste 30 mio. kr., og regningen fordeles således:

  • Aaby Vand: 50 pct.
  • Kommunen: 10 pct.
  • Naturstyrelsen: 40 pct.

Styrelsen betaler skoven
Derudover skal Naturstyrelsen betale for at plante og drive skoven samt anlægge stier og rekreative områder.
Det anslås at koste 7,5 mio. kr.

De farvede områder er de to vandværkers indvindingsområder. Kort: Jammerbugt Kommune