Den gode stemning med sommer, sol og lidt ekstra oplevelser summede i Pandrup søndag 27. juni, hvor Pandrup Kaas Handel & Erhverv holder sit årlige sommersalg med supergode tilbud i byens mange spændende specialforretninger frem til kl. 15.00.

Gågade og modeshow
I dagens anledning var en stor del af Bredgade blevet til gågade med blandt andet udstilling af Suzuki fra Kaas Biler.
Ved Torvet havde Det Gamle Mejeri samlet et stort publikum til sit modeshow, og gæsterne kunne ud over at se sommerens mode også lade foden vippe i takt til musikken fra Michael Husted, som underholdte på Torvet og var inviteret af Pandrup Borgerforening.
Samme sted blev byens ubetingede midtpunkt kl. 13.00, da der var gratis hot dog til alle, mens vinderen af guldvognen, en indkøbsvogn fyldt med varer fra byens butikker til en værdi af 10.000 kr., blev trukket kl. 14.30.

Sov foran butikken
Hos Lotte Rank Guld, Sølv & Ure var der besøg allerede fra lørdag aften kl. 23, da 6 kunder valgte at overnatte foran butikken for at få fat i jubilæumstilbud til 23 kroner i anledning af forretningens 23 år i Vestkystcentret.
– Vi lod markisen blive ude i nat, men de havde alligevel frosset, så de var glade, da jeg kom med varm kaffe i morges, fortæller en rørt Lotte Rank, der også fik gaver fra sine kunder.
– Vi har oplevet en så flot og stor opbakning. Vi er dybt taknemlige, og der stod 45 mennesker i kø, da vi åbnede i morges, fortæller om hun om sommersalget.


Glade kunder
Den gode stemning var også at finde hos Kop & Kande, som havde et godt besøg både af lokale og af turister.
– Det er gået fint. Kunderne er glade for at komme ud og handle og glade for, at der sker noget, fortæller Sanne Lundbo.

Og samme melding kom fra Tommy Bach i AL Sport, hvor turisterne også kiggede inden for.
– Det er dejligt, at vi igen kan holde sommersalg, understreger han.
Berit Jensen fortæller, at Centrum Tøj & Sko godt kunne have haft et par mand mere på job denne søndag på grund af travlheden.
– Folk er glade og tilfredse, og det er godt vejr at handle i, så vi har haft travlt siden kl. 9, fortæller hun.