– Koncentrationen er i top og gashåndtaget snart i bund.
To af de 14 unge speedway kørere som deltager i klassen for 85 cc øver starter på Nordjyske Elite Speedways bane på Over Søen 12 ved Brovst.

Foto: Vores Jammerbugt

I alt 44 kørere i alderen 5-15 år
Mandag 20. juli er den første dag i denne uges sommercamp hos klubben, og den 12. udgave af campen er også besøgt af 30 kører på 50 cc samt deres forældre.
Nogle få camperer ved Nordjysk Elite Speedways anlæg, mens andre har fundet pladser på omegnes campingpladser.

Foto: Vores Jammerbugt

At køre mod andre
Blandt gæsterne er Thomas Stage fra Brenderup på Fyn, som har drengene Jamie på 6 og Joey på 8 år med, og sidstnævnte er netop blevet færdig med dagens træning.
Han har kørt speedway siden han var 6 år og kan lide at køre mod andre kørere, og så er der jo farten.

Thomas Stage med sine drenge. Foto: Vores Jammerbugt

Venner – uden for banen
Under campen bor de på Farsø Fjord Camping, og det samme gør familien Olsen fra Vissenbjerg på Fyn.
– Drengene elsker speedway, og så er det jo også en uge på camping, og de er sammen med alle deres venner, fortæller Martin Olsen om sønnerne, Nilas og Tino.
– Det er et dejligt fællesskab. De kører mod deres venner, men selv om man er total uvenner på banen, så klapper man hinanden på skulderen bagefter. Det er en god egenskab, også i voksenverdenen, fortæller Martin Olsen.

Fra venstre Tino, Nilas og deres mor, Pernille Stjernegaard Olsen. Foto: Vores Jammerbugt

Lidt usædvanligt
Campen efterlever selvfølgelig alle Corona-restriktioner, og situationen betyder også, at der i år er færre deltagere med end, der plejer, om end de kommer fra hele landet
– Vi har en enkelt tysk kører med. Vi plejer at have flere, og plejer også at have nordmænd, men de er her ikke i år, fortæller Pia Funch-Larsen, bestyrelsesmedlem i Nordjyske Elite Speedway.

Martin Olsen Foto: Vores Jammerbugt

Finale lørdag og sommerchallenge fredag
-Kørerne får en god træning i løbet af en sådan uge, og så er det hyggeligt med campen fortæller hun.
Den slutter lørdag med et stævne, hvor der køres om pokaler, og de unge talenter skal vise, om de er blevet bedre til at håndtere koblingen og svingene i løbet af ugen.
Men allerede fredag er der Sommerchallenge med de voksne og 500 cc med start klokken 18.00 på Nordjysk Elite Speedways anlæg.

Pia Funch-Larsen. Foto: Vores Jammerbugt