Selv om lægevagten i Brovst blev lukket tilbage i marts sammen med lægevagterne i Farsø og Skagen, så er der stadig begrundet håb om, at der atter kommer en lægevagt i Brovst.
Lukningen skete som følge af en aftale mellem PLO (de praktiserende lægers organisation) og Region Nordjylland

En god dialog
Der kom nemlig nye forslag på bordet, da der torsdag aften var borgermøde i Brovst om emnet.
– Det var et godt borgermøde, som egentlig udviklede sig til et dialogmøde, hvor vi gjorde klart, hvad vi kan bidrage med fra kommunens side, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V).

Citroner i fromagen
Jammerbugt Kommune kom nemlig med et forslag om at lade områdets privatpraktiserende klinik, Alles Lægehus, overtage opgaven som lægevagt.
Samtidig vil Jammerbugt Kommune stille en sygeplejerske til rådighed.
– Vi vil gerne komme med noget og putte det i et Brovst Sundhedshus version2, men det skal Regionen også, siger Mogens Chr. Gade.
– Der skal være læger i en lægevagt, ligesom der også skal være citroner i en citronfromage, understreger han.

Nærhed i sundheden
Nu skal kommunens sundhedsfaglige personale have nogle drøftelser med regionens embedsfolk med udgangspunkt i de ting, der blev drøftet på borgermødet.
Derefter bliver der så møder på det på politisk niveau.
– Vi vil bevare det nære sundhedsvæsen. Der skal være en lægevagt fremadrettet i Brovst, og vi vil også komme med bidrag til et sundhedshus.
– Jeg er optimist og forventer, at vi med en saglig dialog kan skabe en nærhed i sundheden, så vi stadig har en lægevagt, understreger Mogens Chr. Gade.
I øvrigt glimrede PLO ved ikke at være til stede ved borgermødet.