Sol og Strands kontor i Blokhus får 1. december ny bureauchef, da Julia Spiess afløser Emil Klastrup på posten. Han har besluttet at søge nye udfordringer.
– Vi har været glade for Emils indsats, siden han begyndte som bureauchef 1. maj sidste år. Han har drevet kontoret med sikker hånd trods udfordringer pga. Corona-situationen og har blandt andet stået i spidsen for en vellykket flytning af kontoret fra Blokhus til Hune, siger regionschef Jonna Kande.

Født i Tyskland
Emil Klastrups efterfølger er født og opvokset i Tyskland – nærmere betegnet Bückeburg mellem Hannover og Bielefeld – og bor i dag i Manna ved Brønderslev.
Julia Spiess er uddannet inden for hoteldrift og har desuden arbejdet som grossist i en større tysk kemivirksomhed, hvor hun varetog salg til udlandet.

Den smukke natur
Hendes første møde med Danmark var i 1995 i forbindelse med en ferie.
– Sammen med min daværende kæreste havde jeg booket et sommerhus i Saltum, og her blev jeg fascineret af den smukke natur. Efterfølgende tilbragte jeg i flere år hver sommer på Pirupshvarre Ridecenter, hvor jeg mod kost og logi var guide på rideture med turister i den smukke plantage ved Blokhus. På den måde kunne jeg opholde mig Danmark for billige penge, fortæller Julia Spiess.
I 1998 valgte hun at slå sig permanent ned i Danmark, og hun fik job som kontorassistent hos Dansommer. I 2002 blev hun mor til Jakob Emil, som i dag er under uddannelse som værktøjsmager hos LEGO i Billund.

Service og turisme
Bortset fra en afstikker på tre år hvor hun arbejdede som kvalitetskontrollør hos dyrefoderproducenten Arovit Peetfood, har hendes arbejdsliv haft service og turisme som udgangspunkt.
Hun har arbejdet som kundeservicekonsulent hos DTF-travel og haft ansvaret for sommerhusudlejningen hos Løkken Turistbureau, inden hun i 2011 blev ansvarlig for Feriepartners nye bureau i Løkken. Nu glæder hun sig til at skrive et nyt kapitel i sit arbejdsliv.

Støtter lokale formål
– Jeg er ovenud glad for at blive en del af en virksomhed, der er fondsejet og som støtter velgørende organisationer og lokale formål. For mig er er det givende at gå på arbejde og vide, at det er med til at gøre en forskel for andre. Det ligger også i vores tidsånd, at vi skal tænke i bæredygtighed, og det vægter jeg utroligt højt, siger Julia Spiess, der ikke kan se sig selv andre steder end inden for turistbranchen.

Klar til at hjælpe
– Jeg nyder at arbejde i en branche, hvor det dybest set handler om at hjælpe andre mennesker og sikre, at de får en god oplevelse, uanset om der er tale om feriegæster eller husejere. Jeg vil prioritere at opbygge en god relation til husejerne og få et indgående kendskab til deres huse. Endvidere er mit håb, at jeg kan bidrage positivt til udviklingen i Blokhus-området – det har altid været naturligt for mig i Løkken, og tilsvarende vil jeg også gerne være behjælpelig her, siger Julia Spiess.