I den kommende tid er der mulighed for at støtte Knæk Cancer Aabybro og samtidig gør noget godt for dig og din krop.
Årets lokale Knæk Cancer kampagnen byder nemlig på muligheden for både at dyrke yoga og som noget nyt, også crossgym.
Begge aktiviteter finder sted i DGI-Huset i Aabybro, som gratis stiller lokaler til rådighed, ligesom instruktørerne også stiller gratis op, hvorfor billetsalget ubeskåret går til Knæk Cancer.

Begrænset antal billetter
Det er 3. år, at Mette Wilgaard inviterer til yoga.
– Jeg vil gerne være til at samle penge ind til det gode formål, fortæller hun.
Men på grund af Corona-restriktionerne er der kun 50 billetter til salg, så skynd dig at booke en plads, opfordrer hun.
Det sker:
Søndag 18. oktober: Yoga kl. 14-15.30, DGI-Huset.

Du kan bestille billet her:
https://www.facebook.com/events/2716265702025915/

Alle kan være med
Mette Wilgaard fremhæver, at man med yoga får bevæget hele kroppen på sit helt eget niveau.
– Alle kan være med, og du får hele kroppen i gang. Samtidig giver det mental ro og velvære, fortæller hun.
– Og til dem, der siger, at de ikke er smidige nok til at dyrke yoga, så passer det ikke. Alle kan være med, og hvis der en øvelse, du ikke kan udføre på grund af en skade, springer du den bare over, eller vi laver noget andet, lyder opfordringen fra Mette Wilgaard.

Nyt tiltag
Der er også mulighed for at udfordre og gøre noget godt for sig selv med crossgym i DGI-Huset med Jeanette Ørvad som instruktør.
– Crosgym er funktionel træning, hvor du bruger din egen kropsvægt, og der er mange gentagelser, så det er udholdenhedstræning, forklarer Jeanette Ørvad.
– Det er en kombination af cardio og styrketræning og lidt inspireret af crossfit, men her kan alle være med, uddyber hun.
Jeanette Ørvad har været instruktør i crossgym i 5 år.
– For mig handler det om at presse mig selv ud over en grænse, og funktionaliteten som at hoppe og kravle og lege lidt. Og så er det sindssygt effektivt i forhold til forbrænding, siger Jeanette Ørvad, der arbejder som fysioterapeut.

Karriere på håndboldbanen
Og så er hun tidligere professionel håndboldspiller med kampe for Aalborg DH, Frederikshavn Fox og Ringkøbing samt været inde omkring Y- og U-landsholdene – og får i dag dækket sin lyst til håndbold sammen med Aabybro HKs damer i serie 2.

Det sker:
Tirsdag 20. oktober: Crossgym kl. 19, DGI-Huset.
Der er kun 25 pladser, så skynd dig at bestille billetter her:
https://www.facebook.com/events/319554112616081/