Selv om Strandhotellet ikke må holde åbent i restauranten, er badehotellet alligevel klar til påsken med en række forskellige tiltag.
Det er dels take away til både de overnattende gæster, som får serveret maden på værelserne, samt take away ud af huset – og dels er det gåture i den flotte natur afsluttet med en picnic.
– Desuden er der nok mange, som stadig gerne vil have en god påskefrokost sammen med familien, så derfor tilbyder vi en påskefrokost i form af en take away påskeplatte, fortæller driftschef Kamilla Vinter Hoffmann.

En  god gåtur
Og et andet nye tiltag er en 7-8 kilometer lang vandretur i det grønne, der slutter med lidt godt smørrebrød.
Det er fredag 2. april og søndag 4. april, at man kan tilmelde sig turene. Der er plads til højst 15 deltagere ad gangen, og man begiver sig afsted fra Strandhotellet med Bitten Holmsgaard som guide.
Hun er både journalist, mangeårig rejseleder og lokalguide samt bosiddende ved Jammerbugten, og hun står også bag rejsebloggen, Stedkender.
Ruten er ret flad på gode og ofte brede stier og veje samt ad smalle, mere ujævne og bugtede stier.
De første to kilometer er på stranden med hav, sand og bølgebrus som nærmeste følgesvend. Der krydses en enkelt lavvandet bæk, så det er en god ide med vandtætte eller -afvisende sko eller støvler.
Undervejs fortælles der om skudehandlen, Sømærket og udvalgte dele af områdets mange historier.
Tilbage i Blokhus er der picnic ved et udendørs bord i Gateway med tre stykker smørrebrød specielt udvalgt af køkkenchefen fra Strandhotellet samt en øl eller sodavand.