– Ingen undgår at blive ramt af den nuværende krise.
Ingen.
Hverken familier, enlige, virksomheder, institutioner, kultur- eller foreningsliv.
Derfor er det indlysende, at vi er nødt til at stå sammen – på afstand, lige nu. Være sammen – men på afstand.
Det giver stadig mulighed for at hjælpe og støtte.

Tænk lokalt
Ellers bliver det et på alle måder meget fattigere samfund, som vi lukker døren op til på den anden side af krisen.
Så støt lokalt og handl lokalt.
Og husk det gælder i alle henseender.

Bevar lokalsamfundets tilbud
Det handler ikke alene om din arbejdsplads, frisør eller dine butikker.
Det gælder også din forening. Det mødested, hvor du bruger noget af din vigtigste tid – din fritid.
Restaurationer, ferie- og rejsebranche og de mange specialbutikker – særligt de personligt ejede forretninger, som kan tilbyde os lige det særpræg, vi søger i vores by – er under pres.
Og det samme er din idræts- og kulturelle forening.

At hjælpe nu
De kan ikke holde de samme arrangementer, der udover at give os glæder og oplevelser i fællesskab, også betyder en indtægt til at holde netop dette vigtige frivillige arbejde i gang.
Hvis vi så samtidig stopper med at betale kontingent, fordi vi ved, at hele samfundet er lukket ned det næste stykke tid – så kommer det til at koste os dyrt, meget dyrere end at hjælpe nu.

Dit lokalområde
Det samme gælder indlysende også for resten af det handels- og erhvervsliv, der sikrer, at det er nemt at handle, få udført ydelser, og som gør dit lokalområde til et godt sted at bo.
Det bliver dyrt ikke at hjælpe nu.

Dyrt på hele skalaen.
Hvis ikke vi støtter op om hinanden og hjælper med det, vi formår, så vil der være færre butikker, færre arbejdspladser, mindre service, mindre liv og vækst i byen, færre oplevelser og langt færre fritidstilbud – og dermed meget længere til alt, når dette er ovre.

Du får noget tilbage
Så igen – støt lokalt, handl lokalt, bak op lokalt – også selvom du ikke får noget tilbage lige nu – for det gør du efter krisen.

  • Betal dit kontingent.
  • Køb et gavekort.
  • Bestil take-away.
  • Betal for ydelser som normalt – selv om du ikke har været forbi eks. frisøren.