– Arrangørerne af den internationale fodboldturnering, Nørhalne Cup, søger stadig at gennemføre årets udgave af turneringen i Kr. Himmelfartsferien 21. til 23.maj.
Men det skal kunne gøres uden at slække på sikkerheden i forhold til COVID-19 virus.
– Vi i Fremad Nørhalne vil virkelig gerne kunne gennemføre Nørhalne Cup 2020 og bringe glæde og fodbold tilbage på banerne. Men vi vil sikre os, at vi kan gøre det, så det er sikkert for alle, siger cup manager Per Jeppesen.

Der kommer en melding
Statsministers Mette Frederiksens udmelding mandag 23. marts om, at alle regler og påbud – herunder forbuddet mod at være flere end 10 personer samlet – forlænges til 13. april har fået arrangørerne af cup´en til at sætte en tidsfrist for en afgørelse.
– Vi vil senest mandag 13. april i påsken komme med en klar udmelding. Det er også sidste dag for tilmelding til Nørhalne Cup, siger Per Jeppesen.

Følger oplysninger tæt
Han peger på, det er svært at vide, hvordan situationen med COVID-19 er til maj.
– Vi følger myndighedernes udmeldinger om tid og længde på denne smitte tæt. Nørhalne Cup er jo en international turnering, og vi følger også oplysninger om lukkede grænser, færge og flytrafik, sådan at vi kan få alle tilmeldte med i maj, siger Per Jeppesen.
Der var 23. marts tilmeldt 390 hold.

Der spilles kampe på 12 stadions i:

  • Lindholm.
  • AaBs anlæg, Hornevej.
  • Sulsted.
  • Vadum.
  • Vestbjerg.
  • Nørhalne.
  • Biersted.
  • Aabybro.
  • Jetsmark.
  • Brovst.
  • Skovsgaard.
  • Birkelse.