Borgerne i Jammerbugt er tilfredse med den pleje, omsorg, hjælp og støtte de modtager på plejecentrene og i hjemmeplejen.
En ny tilsynsrapport fra revisionsfirmaet BDO konkluderer også, at kommunen lever op til de kvalitetsstandarder og det serviceniveau, som er politisk vedtaget på ældreområdet.
Det er nogle af konklusionerne i den årlige tilsynsrapport, som Jammerbugt kommune har fået udarbejdet af revisionsfirmaet BDO.

Grundlag for ekstra indsats
En gang om året skal kommunerne føre tilsyn med de opgaver, de løser på plejecentre og i hjemmeplejen, og tilsynsrapporterne for 2021 ligger nu klar og skal politisk behandles i kommunalbestyrelsen.
Tilsynsrapporten peger dog også på, at der er grundlag for at gøre en ekstra indsats i forhold til dokumentation og medarbejdernes kompetencer og udvikling.
For at sikre en forbedring på disse områder, er der udarbejdet handleplaner på de enkelte plejecentre og i de enkelte hjemmeplejegrupper.

Corona spillede ind
Tilsynsarbejdet, der ligger til grund for selve rapporten, startede i oktober 2021 på Brovst friplejehjem og Birkelse plejecenter og skulle have været afsluttet i løbet af efteråret.
BDO ønskede dog at udsætte de resterende tilsyn til starten af 2022, men dette var ikke optimalt, da coronasmitten steg i denne periode.
– Hen over jul og nytår blev mange medarbejdere og borgere smittet, og midt i dette kom tilsynet på besøg. Vi kan se, at det har haft stor betydning i forhold til de vurderinger, der blev lavet. Når en stor del af medarbejderne var sygemeldte i periode, er det klart, at det fik indflydelse på, hvordan medarbejderne kunne løse opgaverne. Men nu er vi i gang med at forbedre arbejdsgangene, og er igen inde i normal drift, siger sundheds- og seniorchef Henrik Houmøller Sprøgel.

Glad for tilfredshed
Et af de områder, der konkret arbejdes med, er dokumentation, hvor medarbejderne lige nu undervises i at dokumentere arbejdet korrekt i kommunens omsorgssystem.
Formanden for social og sundhedsudvalget, Ib Nellemann, hæfter sig ved, at tilsynet viser, at borgerne er tilfredse med den pleje, omsorg, hjælp og støtte de modtager.
– 2021 har været et vanskeligt år på grund af covid-19. I den vanskelige situation, er det vigtigt, at personalet prioriterede borgerne. Og så noterer jeg mig, at der er igangsat et arbejde for at sikre, at hjemmeplejen og plejecentrene forbedrer sig i forhold til dokumentation, og at medarbejdernes kompetencer og udvikling styrkes, siger Ib Nellemann.

Ser på arbejdsforhold
Det årlige tilsyn på plejecentre og i hjemmeplejen giver også anledning til at se på vilkårene for medarbejderne på ældreområdet.
Næstformanden for social og sundhedsudvalget, Per Halsboe-Larsen, mener at de generelle udfordringer på området i forhold til rekruttering og fastholdelse formentlig også kan spores i tilsynet.
– Derfor er jeg rigtig tilfreds med, at udvalget og forvaltningen nu i fællesskab har besluttet at igangsætte en proces, der skal sikre at vi fortsat har gode og attraktive arbejdspladser på området, siger Per Halsboe-Larsen.
Tilsynsrapporterne behandles på kommunalbestyrelsens møde i dag 19. maj.