Tilsynsrapporter på kommunens plejecentre og hjemmeplejen i 2020 er godkendt.
Resultatet er, at plejecentrene og hjemmeplejen lever op til det serviceniveau, der er bestemt – med få udviklingspunkter, som kommunen allerede har taget fat i.
Det er for at sikre, at kommunens og de private plejecentre samt hjemmeplejen leverer den hjælp og de ydelser, som borgeren er visiteret til, bliver der aflagt uanmeldte tilsynsbesøg hos leverandørerne.
BDO står for tilsynene i Jammerbugt Kommune.

Faglige indsatser
I Jammerbugt Kommune var der indtil 1. november 2020 seks kommunale hjemmeplejegrupper, 3 kommunale plejecentre, 4 privatejede plejecentre og et friplejehjem, som alle indgår i tilsynsrapporten for sidste år.
I rapporten fremhæves det blandt andet, at de faglige indsatser bliver udført med afsæt i en rehabiliterende og sundhedsfremmende tilgang, som understøtter den enkelte beboers aktuelle ressourcer og behov bedst muligt.
Ligesom ledelsens store fokus på kompetenceudvikling og medarbejdertrivsel i en presset tid med COVID-19 er fremhævet.

Glade for måltider
I rapporten fremhæves det også, at beboerne udtrykker stor tilfredshed med deres måltider.
Netop ernæringsindsatsen er et område kommunen har haft fokus på, og det er relevant i forhold til beboernes livskvalitet.
Derfor deltager medarbejderne deltager i de fleste måltider og har fokus på at skabe hyggelige rammer, dialog og socialt samvær ved måltiderne.
– Jeg er glad for det tilfredsstillende resultat i for vores plejecentre og i hjemmeplejen. Tilsynsrapporten peger på nogle udviklingspunkter, som vi selvfølgelig tager hånd om. Der er en stor interesse blandt alle for at arbejde med de områder, hvor vi kan forbedre os. Det ser medarbejderne i forvaltningen og ude hos borgerne som en naturlig del af arbejdet med at løfte kvaliteten i ældreplejen” fortæller Ib Nellemann, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Mere struktur
De udviklingspunkter, som rapporten peger på, drejer sig primært om at få mere struktur på dokumentation.
– Når der bliver peget på nogle udviklingspunkter i rapporten, så er det klar, at vi gerne forbedre os for at styrke kvaliteten og samarbejdet på tværs. Derfor har vi startet et to årigt projekt op, hvor vi har fokus på dokumentation. I den forbindelse har vi ansat en dokumentationssygeplejerske, der vil kunne gøre en værdifuld indsats i forhold til at kvalificere implementeringsprocessen og dokumentationen, forklarer Ib Nellemann.

Sansehaven skal plejes
Ud over, at dokumentationen bliver forbedret, så peger rapporten på, at sansehaven ved plejecenteret i Fjerritslev ikke er tilstrækkeligt vedligeholdt i 2020. Det tager kommunen selvfølgelig til efterretning, og ser på løsninger, så den store sansehave bliver vedligeholdt.