Tour de Jammerbugt vender tilbage i 2022, oplyser Jammerbugt Kommune.
Tour de Jammerbugt har nemlig haft stor succes med at samle en masser borgere om motion og fællesskaber og samtidig vise de forskellige lokalsamfund og lokale perler frem –oplevelser med sved på panden og smil på læben, som fritidskonsulent Anne Kristensen beskriver det.
Og som noget nyt kommer Tour de Jammerbugt til at strække sig over flere år, nemlig fra 2022 til 2025, så man kommer hele Jammerbugt rundt.

Motion og oplevelser
Derfor er det frem til 27. januar muligt at tilmelde sin by og lokalsamfund som etapeby og tilbyde motion i mange forskellige udgaver.
Det kan eksempelvis være mountainbike, børneløb eller lokalhistorisk byvandring – udover de obligatoriske discipliner som 5 kilometer gang, samt 5 og 10 kilometer løb, halvmaraton og hyggecykel.
Det kan også være et musikalsk indslag, eller andre oplevelser undervejs på ruterne.
– I bestemmer etapen. Vi står klar med sparring, økonomi, praktiske ting som vejafspærring, tilladelser, levering af målportal, rutemarkeringsflag, lydudstyr, telte, medaljer, tilmeldingssystem, startnumre og PR/kommunikation omkring jeres etape og by, oplyser fritidskonsulent Anne Kristensen.