Løsning med venstre-sving ligger lige til højrebenet

– Vi kender det alle sammen. Solen bager ned på bilen, hvor aircondition arbejder på højtryk. Køen synes alenlang, og vejen til Vesterhavet og stranden i Blokhus endnu længere væk.
Trafikken snegler sig gennem Hune gennem et par flaskehalse.

Der er lavet en plan
Jammerbugt Kommune har flere gange fået opfordringer til at gøre noget for at løse trafikproblemerne særligt i højsæsonen.
Og med udsigt til to nye boligområdet ved Stenmarksvej samt en lokalplan på vej, der tillader byggeri af hotel, så har teknik- og miljøudvalget bedt Cowi se på muligheder for forbedringer.

Svingbane ved Skulpturpark
Først og fremmest foreslår Cowi at anlægge en venstresvingsbane på Vesterhavsvej ved Skulpturparken med plads til fire biler.
Den vil øge både fremkommelighed og sikkerhed og kan anlægges på det nuværende vejanlæg.

Her skal der anlægges en svingbane mod venstre. Foto: Vores Jammerbugt

Nyt lyskryds
Dernæst er der forslag om lysregulering ved krydset Vesterhavsvej og Hunetorpvej.
Cowi kan nemlig ikke finde alternative veje, der kan aflaste krydset, og oversigtsforholdene er for ringe til, at en rundkørsel er løsningen.

Der er for ringe oversigt til, at en rundkørsel er løsningen. Foto: Vores Jammerbugt

Lidt længere ventetid
Et nyt signal i krydset vil påføre al trafik en lidt større ventetid i forhold til i dag.
Den gennemsnitlige ventetid vil dog være på acceptabelt niveau – op til 22 sekunder i sommerperioden, mener Cowi. 
Men der er usikkerhed om størrelsen på sommertrafikken, og de faktiske svingbevægelser i krydset Vesterhavsvej/Hunetorpvej.
Derfor anbefaler Cowi at gennemføre nye tællinger i krydset i den kommende højsæson, før der tages en endelig beslutning om at ombygge krydset.

Venstresving ligger til højrebenet
– Løsningen med en svingbane ved Skulpturparken ligger til højrebenet, så den ser vi nok på nu for at få den anlagt hurtigst muligt. Den kan tage toppen af kø-trafikken, siger Jens Chr. Golding (S), formand for teknik- og miljøudvalget.
– Men en løsning i krydset har længere udsigter. Vi afventer udviklingen i Hune. Men nu har vi under alle omstændigheder en plan for, hvad vi skal gøre for at forbedre afviklingen af trafikken, siger han.