Kommunalbestyrelsen har sendt lokalplan i høring

– For at hjælpe Feriehotel Tranum Klit til en mere bæredygtig økonomi og tilpasse hotellets faciliteter til efterspørgslen, har Jammerbugt Kommune netop vedtaget forslag til en ny lokalplan for området.
Den giver mulighed for at lave ejerlejligheder i hotellet.
Tidligere er lignende tiltag foretaget for hoteller i Blokhus og Grønhøj Strand med stor succes.

Sendt i høring
Med den ændrede lokalplan får hotellejlighederne status af helårsboliger, og det giver nogle andre muligheder i forhold til finansiering af bl.a. renoveringer. De forbedringer, som en renovering af hotellet medfører, vil være med til at udvikle og forbedre nærområdet.
Forslaget til den nye lokalplan skal nu i otte ugers høring, og forventes at blive vedtaget endelig i slutningen af august, når kommunalbestyrelsen mødes efter sommerferien.

Tilpasser sig efterspørgslen
– Jammerbugt Kommune er en stor turistdestination, og derfor er det vigtigt, at vi tilpasser udbuddet til efterspørgslen. Fra tidligere lokalplansændringer, kan vi se, at det er stor interesse i at købe ejerlejligheder i kystnære områder, og derfor giver det god mening også at gøre det i Tranum, så vi kan imødekomme det ønske, siger borgmester Mogens Christen Gade (V).  

Selv om hotellejlighederne i fremtiden vil være helårsboliger, vil der fortsat være mulighed for udlejning af lejlighederne.