Destination NordVestkysten skal sikre mange flere turister

– Det nye turismesamarbejde kaldet Destination NordVestkysten oprettes formelt 1. april og bag står kommunerne, Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Lemvig og Thisted.
Samarbejdet skal få flere turister til områderne og give dem endnu bedre oplevelser.

Hovedkontor i Aabybro
Destination Nordvestkysten er Danmarks 3. største målt på overnatning, udenlandske overnatninger og turismeomsætning.  
Hovedkontoret placeres på Skeelslund ved Aabybro, og samarbejdet betyder også ændringer for den lokale turismeindsats i Jammerbugt.

Tre ansatte flyttes
Vækst Jammerbugt har fem medarbejdere, som arbejder med turisme.
De tre skal over i Destination Nordvestkysten, mens de to fortsat skal understøtte og være tovholdere for events i Blokhus-området, Slettestrand/Svinkløv og Limfjorden, hvor der ifølge borgmester Mogens Chr. Gade (V) er et uforløst potentiale at forfølge.
– De to medarbejdere skal sikre, at der fortsat sker en servicering af turisterne lokalt, siger borgmesteren.

Det nuværende kontor lukkes
Men turistkontoret i Blokhus lukkes, og i stedet skal der findes en ny placering i en forretning i Blokhus, hvor der kan oprettes en skranke til turistinformation.
Det skal være både en digital løsning samt en i højsæsonen bemandet funktion, altså ved sommer, påske, pinse og efterårsferie.
Ellers vil medarbejderne sidde hos Vækst på kontoret i Pandrup, ligesom de skal sikre lokale turismeindsatser i andre steder i kommunen som Tranum og Slettestrand.
– De skal fortsat yde den service, som turisme-erhvervet er så glad for, siger Mogens Chr. Gade.

Destination Vestkysten:

  • Samlet 5,5 millioner årlige overnatninger.
  • 3,2 millioner årlige udenlandske overnatninger.
  • Turismeomsætning på 8,2 milliarder kr.
  • Sammenhængende kyststrækning på knap 250 kilometer.
  • Hovedkontor: Aabybro samt kontor i Lemvig
  • Direktør: Peter Krusborg Pedersen

Samtidig skal Destination NordVestkysten med fem kommuner i ryggen markedsføre sig meget kraftigt over for turister både ind- og udlands og være en sammenhængende destination for turister.
De er nemlig ligeglade med kommunegrænser i deres søgen op oplevelser.

International topklasse
Målet er, at Destination NordVestkysten får international topklasse og skaber udvikling og vækst for turismeerhvervet sammen med eksisterende og nye aktører og i tæt samarbejde med kommunerne. 
Der skal sættes fokus på udviklingen af destinationens særlige feriesteder ved Vestkysten.

Det er:

  • Havnebyerne Thorsminde og Thyborøn.
  • Surfercentret Cold Hawaii Klitmøller/Nørre Vorupør.
  • Badebyerne Løkken, Blokhus og Lønstrup.
  • Mountainbike-spottet Slettestrand/ Thorupstrand.
  • Havne- og feriestedet Hirtshals/Tversted.

Fokus vil være på Vestkysten, men byerne i indlandet som Hjørring, Aabybro, Thisted, Lemvig og Holstebro vil i høj grad også være nøglen til succes, når gæsterne skal rundt i hele området.