22 elever har været med på DGI’s Unge i front forløb på Saltum Skole og sluttede skoleåret af med et brag, da de afviklede ”Onsdags OL” for alle skolens elever.
Unge i front er et uddannelsesforløb for udskolingselever med fokus på idræt, events og foreningsliv.
Forløbet er udviklet af DGI og afviklet i skoleåret 2021/2022 på Saltum Skole for 22 elever.

Taget ansvar
Undervejs i forløbet har eleverne fået lov at prøve kræfter med mange forskellige events og har stået i scenarier, hvor de har skulle tage ansvar og stille sig i front.
Eksempelvis har eleverne været engageret i et Brian Holm foredrag, hvor de hjalp til med afviklingen af aftenen med 170 spisende gæster.
Unge i Front eleverne har ligeledes planlagt og afviklet Skolernes motionsdag 2021. Ydermere har eleverne været på SUB/havkajaktur, i forsøget på at udfordre dem selv lidt, så de tør at være dem, der er ”i front”.
– ”Unge i Front samarbejdet med DGI har givet eleverne en masse kompetencer, som de kan gøre brug af hele livet. Det har givet dem en fornemmelse af, hvordan det er at bære det fulde ansvar for et event med både planlægning og afvikling med alle de til- og fravalg det indebærer. Ydermere har eleverne fået et indgående indblik i foreningslivet, hvilket har gjort dem bevidste om det store stykke frivillige arbejde, der ligger i at drive en forening. siger Thomas Ravn Monjezi, Afdelingsleder på Saltum Skole.

I praktik
Som en vigtig del af uddannelsesforløbet har eleverne været i foreningspraktik. Denne øvelse har givet eleverne mulighederne for at afprøve de tillærte kompetencer og opbygge konkret erfaring, hvilket vækker stor begejstring hos Jammerbugt Kommunes Folkeoplysningsudvalgsformand.
– Vores foreningsliv er kommet godt i gang igen efter nogle hårde år. Men som det altid har været så er foreningslivet fremtid afhængig af, at nye frivillige kommer til og her er de unge særligt eftertragtede. Derfor er det også dejligt for mig at opleve, at foreningslivet i og omkring Saltum byder aktivt ind i skolens agenda, hvorved der skabes en muligheden for, at vi kan få flere unge trænere ud i foreningslivet, siger Bøje Lundtoft.
Uddannelsesforløbet har allerede vist resultater, hvor særligt foreningspraktikken har været givende.

I lokale foreninger
Som resultat af foreningspraktikken er en elev nu ansat hos Saltum IF som greenkeeper. Han holder arealet ved stadion pænt og sørger for at kridte baner. Yderligere to elever har været med til at genoplive byens eSport hold, hvor de er trænere for børn fra 1. – 5. kl på holdet der hedder ”Mutlas 4 fun”.
En fjerde elev, som var i foreningspraktik i rideklubben Hekla, er selv blevet en del af klubben. Derudover er syv elever blevet medlemmer af byens nyåbnede fitnesscenter, og er derved også aktive medlemmer i Saltum IF.
– Vi har i alt 12 elever som efterfølgende er gået ind i foreningsarbejdet, enten som trænere, greenkeeper eller aktive medlemmer. Det er vi selvfølgelig ekstremt glade for, da det netop var et af målene med forløbet, siger Thomas Ravn Monjezi.
Eleverne har også været glade for Unge i front forløbet.
– Det har lært mig lidt om at tage ansvar da jeg selv skal tage ned og holde øje og sørge for, at jeg får kridtet banerne. Man får jo et ansvar på skuldrene, når Saltum IF tør lade en ung teenager have ansvaret for deres stadion. Det skal jo stå klart til de store kampe og til dem som bare gerne vil spille lidt bold, siger Benjamin Klaes Theil, elev i 9A på Saltum Skole.