Fodbold, serie 1
Sulsted IF – Aabybro IF: 0-1 (0-0)
0-1 (68.) Lasse Præstegaard

I sæsonens 3. kamp fik Aabybro IF den første sejr i mandagens udekamp mod Sulsted IF, og træner Claus Thomasen lægger ikke skjul på, hvor vigtigt det resultat var i en yderst svært serie 1-pulje.

Tro på tingene
– Det er super, super vigtigt. Vi var uheldige ude mod Flauenskjold i den første kamp og smider 2 point i 3. minuts overtid, hvor vi troede sejren var hjemme. Derefter taber vi overbevisende til Jetsmark IF.
– Derfor var denne sejr rigtig vigtig for vores selvtillid og tro på tingene. Vi kan se, at vi gør tingene rigtigt, og det skal vi blive bedre til. Nu har vi fundet retningen, og det er den vej, vi skal gå ud ad, siger Claus Thomasen.
Efter sejren var der mildt sagt også liv og glade dage i AaIFs omklædningsrum.
– Vi stod rigtig godt i forsvaret. Vi viste en stor disciplin, og der blev kæmpet for sagen. Det er fedt at hive 1-0 i land i Sulsted, hvor mange hold får det svært. Sulsted er et rigtig svært sted at være udebanehold, siger Claus Thomasen.

Ændringer
Efter nederlaget mod Jetsmark IF havde han ændret på et par ting.
– Mod Jetsmark fandt vi ud af, at vi manglede den fysik og kondition, der skal til for at holde i en hel kamp. Derfor stod vi mere kompakt mod Sulsted og gik efter omstillinger, siger Claus Thomasen.
Desuden blev der skiftet tidligere og hyppigere ud.
– Vi foretog to udskiftninger allerede efter 30 minutter, og det betød, at vi havde kræfter til hele kampen, siger træneren.

Kampens spiller
Aabybro IF holdt også sin modstander fra de store chancer og afviste efter pausen en masse hjørnespark og var selv farlig på omstillinger, men den sidste aflevering eller skarphed manglede.
– Vi kunne sagtens have scoret flere mål ,siger Claus Thomasen.
Til gengæld var Lasse Præstegaards mål, et langskud oppe i det ene hjørne, en perle.
Kampens spiller blev Daniel Kirch.
Aabybro IF spiller igen torsdag aften kl. 18.30 hjemme mod Brønderslev.