(Foto: Lars Horn/Baghuset)
Første omgang af vaccinationer på plejecentrene i Jammerbugt Kommune er gennemført, og der var stor opbakning til det fra beboernes side.

Juleslik fundet frem
– Vi har ikke et præcist tal for. Hvor mange der blev vaccineret. Men godt 90 pct. af beboerne havde på forhånd tilkendegivet, at de ville vaccineres, og undervejs kom der endnu flere til. Så flere end 90 pct. er blevet vaccineret, konkluderer borgmester Mogens Chr. Gade.
Og det var som en festdag på centrene, hvor det lille stik vakte glæde og optimisme.
– Flere steder havde man endda fundet resterne af julegodter, dadler og slik frem. Så på den måde har det været en god oplevelse, fortæller Mogens Chr. Gade.

Forskel på ansatte
Derimod var der lidt uro hos personalet.
Staten og regionerne har nemlig besluttet, at det kun var det personale, der var til stede på plejecentrene under vaccinationerne, som blev vaccineret samtidig med beboerne.
De øvrige, ansatte som ikke var på arbejde på det tidspunkt, har som frontpersonale selvfølgelig samme ret til at blive vaccineret nu, men de skal selv opsøge de nye vaccinationscentre for at få stikket.

Forståelse
– Jeg kan godt forstå, at det har givet lidt uro, at ikke hele personalet kunne vaccineres på plejecentrene. De er jo alle lige udsatte for at blive smittet eller bære smitten med ind på plejecentrene. Men vi kan som kommune ikke gøre noget. Det er Staten og regionenerne, der har valgt at prioritere sådan, siger Mogens Chr. Gade.